Det hele begyndte for 14 år siden. Nu mætter Walid festivalgæster i hele landet
AGGER/KRIK: Det begyndte med et lille telt på Vildsund Marked for 14 år siden og har med årene bare udviklet sig til at blive større og større.
Det er gået fra det ydmyge telt til madvogne med flere forskellige tilbud om hurtig mad. Og i dag kommer Walid Hallal fra Zana Pizza & Grill i Thisted vidt omkring med sine madvogne, ligesom han leverer pizzabunde til en række kendte attraktioner som Fårup Sommerland, Tivoli Friheden i Aarhus og Aalborg Zoo.
Fredag og lørdag var han på plads med hele tre madvogne, populært kaldet foodtrucks, på Darling Festival med tilbud til de 2000 festivalgæster om at sætte tænderne i burgere, pizzaer eller fish and chips.
- Det er bare fedt at komme ud af huset med Zana og få en snak med en masse glade mennesker. Så da jeg blev tilbudt at komme på Darling Festival, blev det et hurtigt ja, for vi vil også gerne være med til at hjælpe en lokal musikfestival godt i gang, smiler Walid.
Madvognene ud af huset udgør knap en tredjedel af forretningen for Zana, og har man været på Smukfest i senere år, så har man også mødt Zana og Walid der.
I år fik Walid desuden besøg af Grøn Koncert til Smukfest, så til næste års grønne koncerter kan gæsterne sætte tænderne i en pizza fra Thisted.
- Jeg håber også, at vi til næste år bliver leverandør af pizzabunde til Djurs Sommerland, siger han.
I det hele taget vil Walid gerne vækste på at få Zana endnu mere ud af huset, men her er han udfordret på at skaffe personale.
- Jeg vil gene sige ja til alle, men jeg skal også være forsigtig for at kunne stå inde for den service, Zana er kendt for. Til festivaler går det lidt nemmere, for her bidrager festivalen gerne med frivillige til at bemande madvognene. Men vi kommer ikke kun rundt til store events, vi kommer også gerne ud med vores madvogne til den private fest, det være sig en konfirmation, et bryllup eller en rund fødselsdag. Faktisk skal vi i morgen (lørdag red.) til en 80-års fødselsdag i Roslev og lave pizza, smiler Walid.