Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nyt tilbud blev hurtigt en succes – nu opretter FGU endnu et hold

17. august 2026 kl. 14.02

THISTED: En gruppe flersprogede unge manglede et tilbud, der kunne hjælpe dem videre mod uddannelse eller arbejde. Derfor gik Thisted Kommune og FGU Nordvest sammen om at finde en løsning. 

Få måneder senere begyndte de første elever på AGU Sprog og Samfund – og nu bliver tilbuddet udvidet med endnu et hold, skriver FGU Nordvest i en omtale. 

Et fælles svar på en konkret udfordring

Ikke alle unge passer naturligt ind i de eksisterende uddannelsestilbud. For en gruppe flersprogede unge, der havde afsluttet folkeskolen, var udfordringen især sproget.

De unge var motiverede for at komme videre, men manglede de dansksproglige forudsætninger for at begynde på en ungdomsuddannelse eller komme tættere på arbejdsmarkedet. 

De havde ikke nødvendigvis brug for omfattende støtte, men for et tilbud, der kunne styrke deres dansk og samtidig give dem større kendskab til det danske samfund.

Derfor gik Den Kommunale Ungeindsats (KUI) i Thisted Kommune og FGU Nordvest sammen om at oprette AGU Sprog og Samfund. 

Her får eleverne mulighed for at udvikle deres dansk og blive bedre rustet til uddannelse, job og hverdagslivet i Danmark.

Fra dialog til handling

De første drøftelser mellem Thisted Kommune og FGU Nordvest begyndte i oktober 2025. Allerede i januar 2026 kunne de første elever begynde på AGU Sprog og Samfund.

For Anne Mette Kornum, direktør på FGU Nordvest, er samarbejdet en afgørende forklaring på, at det kunne lade sig gøre:

- For mig er det mest værdifulde ikke kun selve tilbuddet, men det samarbejde, der har gjort det muligt. Når vi mødes om en fælles ambition om at hjælpe unge videre i uddannelse og job, kan vi skabe resultater, som ingen af os kunne have skabt alene. Det stærke samarbejde mellem Thisted Kommune og FGU Nordvest viser, at vi kan skabe bedre løsninger, når vi tør tænke nyt og handle sammen, siger Anne Mette Kornum, direktør, FGU Nordvest.

At få et nyt tilbud på plads på få måneder krævede mere end gode intentioner. Dialog, tillid og fælles ambitioner skulle omsættes til handling. 

Det perspektiv deler Lars Sloth, direktør i Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune:

- Når vi lykkes med at skabe nye muligheder for unge, skyldes det ofte, at vi arbejder på tværs af organisationer med et fælles mål. Samarbejdet mellem Thisted Kommune og FGU Nordvest viser, at vi gennem dialog, handlekraft og gensidig tillid kan etablere tilbud, som møder de unges behov og styrker deres vej mod uddannelse, beskæftigelse og aktiv deltagelse i samfundet, siger Lars Sloth, direktør, Børne- og Familieforvaltningen i Thisted Kommune.

AGU Sprog og Samfund bliver nu udvidet med endnu et hold. Det understreger både behovet for tilbuddet og værdien af, at kommune og uddannelsesinstitution reagerede hurtigt på den konkrete udfordring.

Mere end danskundervisning

AGU Sprog og Samfund handler om mere end at lære dansk. 

Målet er også at give eleverne bedre muligheder for at tage næste skridt mod uddannelse, arbejde og fællesskaber i Danmark.

Sproget er en vigtig nøgle til at blive en aktiv del af samfundet, påpeger Dorthe Schmidt, skoleleder på FGU Nordvest i Thisted:

- For FGU Nordvest handler det ikke alene om at lære dansk. Det handler også om at give unge adgang til fællesskaber, uddannelse og fremtidige jobmuligheder. Når sproget styrkes, styrkes også den enkeltes mulighed for at deltage aktivt i samfundet, siger Dorthe Schmidt, skoleleder, FGU Nordvest i Thisted.

Underviser Johanne Wyrtz oplever i hverdagen, hvilken betydning trygge rammer har for elevernes udvikling:

- Det første trin er at skabe trygge rammer. Når eleverne er trygge, tør de lære og tage del i fællesskabet. Vi arbejder med sprog, kultur og samfundsforståelse, så eleverne bliver godt rustet til en hverdag i Danmark.

Billede beskrivelse

"Det var en fantastisk mulighed for at vokse"

Når eleverne fortæller om AGU Sprog og Samfund, fremhæver de især deres personlige udvikling, fællesskabet og en større tro på egne muligheder.

For Nashla blev forløbet en mulighed for både at forbedre sit dansk og møde andre unge i en situation, der mindede om hendes egen:

- På AGU Sprog havde jeg mulighed for at forbedre mit dansk, dele med folk i samme situation som mig, lære og udvikle mig; det var en fantastisk mulighed for at vokse, selvom det var for en kort periode.

For Maria har fællesskabet og den gode stemning på skolen haft stor betydning:

- Jeg har lært meget dansk, siden jeg begyndte i klassen, og jeg glæder mig til at komme i skole hver dag. Der er en god stemning, og alle prøver at hjælpe hinanden.

For Ilona gjorde det især indtryk, hvordan hun blev taget imod. Følelsen af respekt og accept har betydet meget i mødet med skolen og de andre elever:

- Noget af det bedste ved FGU er også, at alle behandler hinanden med respekt.

Selvom elevernes historier er forskellige, går én ting igen: På AGU Sprog og Samfund har de fået mulighed for at udvikle sig, blive en del af et fællesskab og se nye muligheder for fremtiden.

Når samarbejde skaber muligheder

Historien om AGU Sprog og Samfund viser, hvad der kan ske, når et konkret behov bliver opdaget, og flere parter går sammen om at handle.

Gennem samarbejdet mellem KUI i Thisted Kommune og FGU Nordvest er der skabt en ny mulighed for unge, som ellers kunne have haft svært ved at finde vejen videre mod uddannelse eller arbejde.

Med endnu et hold på vej får flere unge nu mulighed for at styrke deres dansk, blive en del af et fællesskab og tage næste skridt mod uddannelse og job.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste