Kresten Kolds fortællinger får smilene frem hos børnene i en scene, hvor Kold som gammel ser tilbage på sit farverige liv. Fra venstre Mie Løvås Larsen, Ejgil Enevoldsen, Marie Krogh og Sofie Krogh. Privatfoto
Det sker

Fyrspillene vækker Grundtvig og Kold til live

23. juni 2022 kl. 13:54
Kresten Kolds fortællinger får smilene frem hos børnene i en scene, hvor Kold som gammel ser tilbage på sit farverige liv. Fra venstre Mie Løvås Larsen, Ejgil Enevoldsen, Marie Krogh og Sofie Krogh. Privatfoto
I laden hænger kostumerne klar til de mange hurtige skift – og der øves også lidt på rollerne indimellem. Fra venstre René Larsen Jensen, Svend Nordenkjær, Gitte Daniel Dam, Mogens Nielsen og Mai-Britt Thinggaard. Privatfoto
Dramatiske optrin mangler der heller ikke i årets Fyrspil. Her får fjenden ram på en af de danske soldater (Mogens Nielsen). Privatfoto
Der er mange dygtige børneskuespillere på scenen. Her venter Kolds skolebørn på at høre fortsættelsen af historien om Lille Mis. Fra venstre Sofie Krogh og Mie Løvås Larsen. Privatfoto

SØNDERHÅ: Det myldrer af liv både på gårdspladsen og i porten til proprietærgården Kovstrup i Sønderhå i disse dage.

I de tidlige aftentimer kan man være heldig at støde på både soldater fra den Første Slesvigske Krig og kendte personer som Christen Kold og selveste Grundtvig.

Det er dog ikke overnaturlige fænomener, der er på spil på den smukke, gamle gård.

Det er derimod de sidste prøver, der er i fuld gang inden premieren på årets Fyrspil, der i år er henlagt til Kovstrup.

Forestillingen, der har premiere den 29. juni, handler i år om skolemanden Christen Kold, skomagersønnen fra Thisted, hvis pædagogiske menneskesyn blev grundlaget for friskoler, efterskoler og højskoler. Han brændte hele livet for at ”oplive” og undervise børn og unge, og det var netop på Kovstrup, at han fik nogle af sine første undervisningserfaringer som huslærer.

Fra landsoldat til højskoleforstander

Årets forestilling tager udgangspunkt i Christen Kolds liv og skildrer det med et muntert glimt i øjet. Vi følger Kold fra han blev frosset ude som lærer på grund af sine ”frie” undervisningsmetoder, der var en torn i øjet på den etablerede sorte skole, på hans rejse som missionær i den store verden og oplever hans mildest talt mislykkede karriere som tapper landsoldat, til han til slut med Grundtvigs støtte kan udleve sin drøm og stifte sin første højskole i Ryslinge på Fyn.

Lokal rekord i omklædning på tid

- Det er en forestilling, der kræver hurtige kostumeskift, for stykkets 50 roller er besat med kun 40 skuespillere, så det skal indimellem gå stærkt, fortæller formanden for Fyrspillene i Sydthy, Heidi Søgaard Madsen.

De mange kostumeskift foregår inde i laden ved porten, hvor sypigerne holder til med deres campingvogn. De står klar med hjælpende hænder, når der skal bindes kravatter og uddeles pikkelhuer i en fart. Og så er de naturligvis også klar med nål, tråd og saks, hvis der opstår akutte problemer med beklædningen undervejs.

Stor opbakning fra lokale frivillige

Foruden de medvirkende i selve forestillingen er der næsten ligeså mange frivillige, der er aktive i alt det, der foregår rundt om forestillingen.

- Vi er nok ca. 100 frivillige i alt, når vi tæller det hele med. Vi har et tæt samarbejde med de lokale foreninger om salg af kaffe og kage, parkeringsvagt og alt, hvad der ellers følger med, siger Heidi Søgaard Madsen.

Midt i det, der her i dagene op til premieren mest af alt minder om et historisk kaos, forsikrer hun, at der er styr på det hele: ”Nu er vi gået ind i slutspurten og glæder os bare til der kommer publikum på. Vi er helt klar - eller næsten da!”.

Fyrspillet ”Oprøreren fra Thy”. opføres fra den 29. juni til den 3. juli 2022 på ”Kovstrup”

Man finder mere information om Fyrspillene: www.fyrspillene.dk

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu