Billede beskrivelse

Skærmtid: Stadigvæk tømmermænd? Her er 3 nye premieretitler, der starter 2025 godt ud

03. januar 2025 kl. 16.02

2024 blev et godt år. I hvert fald, hvis vi kigger på streamingtitlerne og de mange premierefilm, der har været i løbet af det seneste år. Det har været en udsøgt fornøjelse at smide ugentlige anbefaliger af sted, som forhåbentlig har gjort din digitale tilværelse blandt streamingtjenesterne lidt mere overskuelig.

Nu kan vi sige goddag til 2025, og jeg håber du er kommet af med dine værste tømmermænd. Som én der selv rundede de 30 år i løbet af året fornemmer jeg i hvert fald hovedpinens varighed kun bliver længere og længere!

Jeg håber du fik drukket champagne, set “90-års fødselsdag” (årets ultimative anbefaling!), spist lakseroulade og alt hvad der hører sig til. Her på ‘Skærmtid’ starter vi året ud med en håndfuld anbefalinger, der får dig sikkert igennem kolde januar.

Billede beskrivelse

American Primeval (2025)

Har du brug for at kurere de små grå ovenpå årets fest? Hvad siger du så til at starte året ud med en historisk lektion? Så kan hjernen lige kommei gang igen. Så lover jeg til gengæld det bliver på en virkelig underholdende og letfordøjelig måde.

Netflix starter året ud med den nye miniserie “American Primeval”, der blander western og action, når fødseln af det amerikanske vesten fortælles.

Serien er til dig, som elsker “Yellowstone” eller klassikeren “Deadwood”, hvor westernstemningen driver ned ad væggene i salonen.

I “American Primeval” fødes verdens mest magtfulde nation i et blodigt opgør mellem kulturer, religioner og retten til overlevelse og liv for hvert enkelte individ. Det bliver mudret, voldeligt og yderst underholdende.

“American Primeval” kan streames på Netflix fra d. 9 januar.

Se også
Skærmtid: Den sydkoreanske hitserie “Squid Game” er tilbage med ny sæson

The Fall Guy (2024)

Kyssede du din udkårne da klokken slog midnat og det nye år begyndte? Eller er 2025 året, hvor du satser på Amors pil rammer? Ligegyldigt hvad så håber jeg du finder din Ryan Gosling eller Emily Blunt i det kommende år. Det slår nemlig gnister mellem de to skuespillere i den romantiske actionfilm “The Fall Guy”.

Her skal en stuntmand genvinde sit livs kærlighed, der også er instruktør på filmen de begge arbejder på, samtidig med han rodes ind i et mordkomplot og vilde stunts med livet som indsats.

“The Fall Guy” er en perfekt film til dig, der har brug for at kunne falde lidt i søvn under filmen og vende tilbage en halv time senere, og stadigvæk forstå nogenlunde hvad der foregår.

Actionfilmen er nemlig ganske simpel og det handler egentlig mest bare om at se lækre, uimodståelige Ryan Gosling charmere sig igennem et brag af eksplosioner, akavet romantik og seje stunts.

“The Fall Guy” kan streames på SkyShowtime.

Billede beskrivelse

Longlegs (2024)

Brugte du din 1. januar på langs med at streame utallige true crime-dokumentarserier? Elsker du isnende seriemorderfilm som “The Silence of the Lambs” og “Se7en”? Og er du ikke bange for noget ubehageligt gys? Så har jeg filmen, som er designet til dig.

En af sidste års mest hypede gyserfilm var den sataniske gyserfilm “Longlegs”. Her hjemsøger den titulære seriemorder uskyldige familier, som på brutal vis slår hinanden ihjel. Politiet kan bare ikke bevise Longlegs nogensinde har været i hjemmet eller haft direkte indflydelse på mordene.

Nogle vil måske synes “Longlegs” er en underlig film, og det er da heller ikke den typiske gyser man lige ser. Men tag ikke fejl! Kultskuespilleren Nicolas Cage som satanisk, heavy metal-inspireret seriemoder er altså mere skræmmende end det lyder.

Filmen henter inspirationer fra genrens store klassikere, men formår at være helt sin egen. Og så har den nogle fantastiske jumpscares, der nok skal få dig op af sofaen.

“Longlegs” kan streames på Prime Video fra d. 10 januar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste