Billede beskrivelse

Skærmtid: Den sydkoreanske hitserie “Squid Game” er tilbage med ny sæson

29. december 2024 kl. 16.01

Glædelig bagjul! Jeg håber du har fået hygget i juledagene sammen med familien, spist rigelige mængder brun sovs, og fået den AirFryer eller Apple AirPods du så inderligt ønskede dig! 

Nu er det tid til at ligge på sofaen et par dage og hvile, inden du skal leve op til dine umulige nytårsfortsæt eller blot overleve tømmermændene d. 1 januar.

Du kan lige nå en sidste serie inden kalenderen skriver 2025 og så er det heldigt, at vi blot mangler premieren på én af årets mest imødesete serier. Det er nemlig ikke hvilken som helst serie, der har fået premiere med en ny sæson her i juledagene - det er selveste sydkoreanske “Squid Game”, der tog verden med storm for tre år siden, da den drabelige serie så lyset på Netflix i 2021, hvor den blev streaminggigantens mest sete serie nogensinde.

Billede beskrivelse

Det sydkoreanske hit blev et samtaleemne verden over, og alle måtte spørge sig selv: Hvilke skolegårdslege med et dødeligt twist ville man selv overleve? Og hvor mange penge er det værd at risikere sit eget, eller andres, liv for?

Squid Game - Sæson 2 (2024)

Nu er sæson 2 af “Squid Game” endelig landet, og vi er nok mange, der skal binge serien inden året går på hæld. Jeg kan allerede nu love, der i hvert fald er en ny omgang surrealistiske børnespil at forholde sig til, når hovedpersonen Seoung Gi-hun (nr. 456) - der vandt legene i sidste sæson - må deltage igen, for at få hævn over bagmændene og stoppe legene én gang for alle.

Gør dig klar til endnu en omgang ‘Rødt lys, grønt lys” med livet som indsat og tæl til 456 deltagere, når du ikke kan huske hvad nogle karakterer hedder. I anden sæson møder vi vinderen Gi-hun, to år efter han med livet som indsats vandt legene. Nu en martret og paranoid mand forsøger den tidligere vinder at finde øen, hvor spillene udspiller sig - og Gi-hun indser hurtigt, at den eneste måde at stoppe legene på er ved at deltage på ny - men nu har han jo tilegnet sig en masse viden fra forrige sæson, som han kan bruge til at vinde spillet!

Billede beskrivelse

Den længe ventede 2. sæson er lige så drabelig og uforudsigelig, som den første, og der er endnu større moralske og etiske spørgsmål at forholde sig til, når menneskeliv skal vægtes højere end penge og sejren, som betyder egen overlevelse. Skaberen af serien har allerede bekræftet en tredje og afsluttende sæson, som muligvis kommer allerede i 2025, så de underholdende dødslege slutter ikke foreløbigt.

Begge sæsoner af “Squid Game” kan streames på Netflix.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste