Så er det tid til fællessang og hyldest til Slettestrand
SLETTESTRAND: Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred er for 14. gang klar til det stemningsfulde sommerarrangement "Sange ved Havet", som finder sted alle tirsdage i juli ved Havbådehuset i Slettestrand.
Det fortæller samrådets formand Ulla Flintholm, der selv har sommerhus i badebyen.
- I lighed med sidste år begynder alle tirsdagsarrangementerne med, at vi synger “Hyldest til Slettestrand”, siger Ulla Flintholm.
- Sangen er egentlig en gammel lejlighedssang skrevet på melodien til Four Jacks-hittet Mandalay, men med årene har den fået status som Slettestrands nationalsang - og er derfor det helt rigtige valg til at indlede de stemningsfulde sangarrangementer i de lyse og forhåbentlig også lune sommeraftener.
- Som noget nyt har vi fået teksten til sangen klæbet ind på sidste side i de Han Herred-sangbøger, som vi bruger til sangarrangementet, så alle kan synge med.
Et hyggeligt mødested
- Det bliver i år 14. gang, at en lang række foreninger med tilknytning til lokalområdet arrangerer Sange Ved Havet. Det går i al sin enkelhed ud på at skabe et hyggeligt mødested for fastboende og sommergæster, hvor der er fællessang i det fri hver tirsdag aften i hele juli, fortæller Ulla Flintholm.
- Der synges efter Han Herred Sangbogen, som indeholder 125 vidt forskellige sange, så der er noget for enhver, der kan li’ at synge. Der er endda mulighed for en fællessang på alle de nordiske sprog.
Det hele går løs 7. juli og derefter de næste tre tirsdage klokken 20 foran Havbådehuset i Slettestrand. Fællessangen varer cirka en time, hvorefter der er mulighed for at købe kaffe og kage, der er sponsoreret af de lokale hoteller i Slettestrand.