Seneste nyt
Billede beskrivelse

Store skiftedag: Hjemmeplejen fik 41 nye biler

20. juni 2026 kl. 16.51

JAMMERBUGT: Hjemme- og sygeplejen i Jammerbugt Kommune har fået nye biler. Torsdag blev samtlige 41 biler udskiftet, så de tidligere Toyota Yaris-modeller nu er erstattet af splinternye Toyota Yaris Cross.

Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Den nye bilmodel er valgt med fokus på både arbejdsmiljø, brugervenlighed og driftssikkerhed, fortæller leder af hjemme- og sygeplejen i Jammerbugt Kommune, Jette Husth Larsen.

- Toyota Yaris Cross lever op til de krav, vi stiller til arbejdsmiljø, brugervenlighed og driftssikkerhed, og modellen scorer samtidig højt i vores interne APV-vurdering. En af de store fordele er den højere indstigningshøjde, som gør en mærkbar forskel, når medarbejderne skal ind og ud af bilen mange gange i løbet af en arbejdsdag. Samtidig er bilen let at manøvrere, både i bytrafik og på smalle landeveje, siger hun.

Biler, der skal fungere i hverdagen

Hjemme- og sygeplejen i Jammerbugt Kommune kører på treårige leasingaftaler, og ligesom ved tidligere udskiftninger er det MTH Biler i Halvrimmen, der står for levering og service.

- Vi lægger stor vægt på, at kommunens biler fungerer problemfrit, så medarbejderne kan fokusere på deres kerneopgave. Hvis en bil eksempelvis punkterer, kommer vi hurtigt ud med en lånebil, så arbejdsdagen kan fortsætte uden unødige afbrydelser, siger Nicolaj Daugaard, salgsleder hos MTH Biler.

MTH Biler har i alt ansvaret for 86 af Jammerbugt Kommunes biler.

Udskiftningen blev gennemført i løbet af dagen, hvor de nye biler løbende blev leveret til hjemme- og sygeplejens fire teams i Fjerritslev, Brovst, Aabybro og Pandrup. På den måde kunne medarbejderne passe deres arbejde uden større forstyrrelser.

Bedre rammer for medarbejdere og borgere

Bilen er et vigtigt arbejdsredskab for medarbejderne i hjemme- og sygeplejen, som hver dag tilbagelægger mange kilometer på tværs af kommunen.

Derfor ser medarbejderne også frem til at tage de nye biler i brug, fortæller Jette Husth Larsen.

- De nye biler vil bidrage til øget arbejdsglæde og bedre arbejdsforhold for medarbejderne. Samtidig giver det de bedste forudsætninger for fortsat at levere en stabil og god service til kommunens borgere, siger hun.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste