Billede beskrivelse

75 år med Flyvestation Aalborg: Hjørring-forfatter åbner dørene til en lukket verden

13. januar 2026 kl. 06.02

HJØRRING: Flyvestation Aalborg markerede sit 75-års jubilæum den 8. januar 2026. 

Samme dag udkom et stort, gennemillustreret værk af Bent Jørgensen fra Hjørring. Der er tale om en bog, der giver et sjældent indblik i en af Danmarks vigtigste militære flybaser.

Bogen, der har titlen ”Flyvestation Aalborg 1951-2026,” tager læserne tilbage til 1930’erne, hvor Aalborg Byråd begyndte at drøfte muligheden for lufttrafik mellem Aalborg og København. Det førte til etableringen af Aalborg Lufthavn i 1938, som siden blev besat og udvidet af tyskerne under Anden Verdenskrig. 

Efter krigen blev området brugt til at huse tyske flygtninge, og i 1951 blev Flyvestation Aalborg officielt etableret.

I dag er flyvestationen arbejdsplads for omkring 450 mennesker og huser blandt andet Air Transport Wing, Specialoperationskommandoen, Jægerkorpset og Vedligeholdelsesområde Aalborg.

Billede beskrivelse

Bent Jørgensen, der bor i Hjørring, er pensioneret seniorsergent og har tilbragt hele sit arbejdsliv i Flyvevåbnet. Han har tidligere udgivet flere bøger og artikler om flyvevåbnets historie samt en enkelt roman. 

Da han gik på pension i 2017, begyndte han arbejdet med den nye bog, som nu er udkommet i anledning af flyvestationens jubilæum.

Årti for årti – og adgang til en verden, de færreste ser

I bogen gennemgår Bent Jørgensen flyvestationens udvikling årti for årti: Fra de første eskadriller til nutidens moderne militære enheder. 

Historien foldes ud gennem anekdoter, øjenvidneberetninger og et stort billedmateriale med fotografier, tegninger og avisklip. Blandt beretningerne er også historien om den dramatiske evakuering af diplomater og civile, da Taleban generobrede magten i Afghanistan i 2021.

Han lægger ikke skjul på, at arbejdet har været omfattende.

- Det har været både sjovt og spændende at høre alle de gamle anekdoter, men det har også været lærerigt undervejs, siger han.

Bogen har været flere år undervejs. Oprindeligt skulle den være udkommet i forbindelse med flyvestationens 70-års jubilæum.

- Men så kom der noget knas med helbredet, så det blev i stedet 75-års jubilæet, der blev rammen, konstaterer han.

Udkommet på Turbine

Bogen udkommer på forlaget Turbine. Den er på 591 sider, og den vejledende pris er 349,95 kroner, oplyser Bent Jørgensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste