Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sankthans i Svanelunden samlede mange til midsommeraften

24. juni 2026 kl. 14.01

HJØRRING: Svanelunden i Hjørring dannede igen rammen om en stemningsfuld Sankthans-fejring, hvor familier, venner og naboer mødtes til bål, musik og fællesskab.

Billede beskrivelse

Arrangementet blev afviklet i samarbejde mellem Serapions-Ordenens Logen Sct. Olai, Restaurant Svanelunden og Hjørring Kommune. Traditionen går tilbage til 1970’erne, og formålet er ikke kun at skabe en hyggelig aften for borgerne, men også at samle midler ind til velgørende formål i Hjørring Kommune.

Billede beskrivelse

- Vi har nogle fantastiske sponsorer, som hvert år støtter os i at lave arrangementet. De midler, vi samler ind, bruger vi til velgørenhedsarbejde gennem året, fortalte Michael Andersen fra Logen Sct. Olai.

Billede beskrivelse

Logen støtter blandt andet julearrangementer for økonomisk trængte familier i samarbejde med Dansk Folkehjælp, ligesom der ydes hjælp til konfirmander og lokale foreninger.

Billede beskrivelse

Aftenen bød på musik fra det lokale band Bitter Moon, inden bålet blev tændt klokken 20.00.

Årets båltale blev holdt af Hanne Kvist, direktør for Nordsøen Oceanarium. I talen satte hun fokus på fællesskabet i Hjørring Kommune og den særlige nordjyske sammenhængskraft.

Billede beskrivelse

- I Hjørring Kommune rykker vi sammen, når det gælder. Vi engagerer os i vores lokalsamfund, og vi engagerer os i hinanden, lød det blandt andet fra taleren.

Hun pegede samtidig på, at selv om området står over for udfordringer med faldende befolkningstal og unge, der flytter væk, så er styrken netop de lokale fællesskaber og viljen til at løfte i flok.

Billede beskrivelse

- Det er i fællesskabet, vi finder løsningerne. Når vi står sammen, kan vi skabe udvikling og håb – også i en tid med forandringer, lød det videre fra Hanne Kvist.

Billede beskrivelse

Sankthans-aftenen sluttede traditionen tro med fællessang omkring bålet, hvor de mange fremmødte sang Midsommervisen i de lyse sommeraftentimer.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste