Jimmy giver ikke op på Vendelbohus
HJØRRING: Skuffelsen er stor hos Vendelbohus efter, at Hjørring Kommunes Økonomiudvalg har besluttet at gå videre med Bryghuset Vendia som ny forpagter af Teatercaféen på Vendsyssel Teater.
Hos daglig leder Jimmy Møller handler sagen dog om mere end en tabt forpagtning. For ham er det endnu et kapitel i arbejdet med at sikre og udvikle et kulturhus, som gennem mange år har været samlingspunkt for tusindvis af borgere i Hjørring Kommune.
- Vi er naturligvis kede af beslutningen. Vi havde set et stort potentiale i et tættere samarbejde mellem Vendelbohus og Vendsyssel Teater, og vi mener fortsat, at det kunne have skabt værdi for både gæster, kunstnere, foreninger og kulturlivet som helhed, siger Jimmy Møller.
Samtidig understreger han, at der ikke er nogen bitterhed over for den nye forpagter.
- Vi ønsker Bryghuset Vendia stort tillykke med opgaven og håber, at det bliver en succes for både teatret, gæsterne og kulturlivet i Hjørring.
Et hus med stærke rødder
For syv år siden var fremtiden for Vendelbohus usikker. Dengang mobiliserede borgere, foreninger og kulturbrugere sig for at bevare huset som en den af kommunens kulturliv.
Den opbakning glemmer Jimmy Møller ikke.
- Vi er her stadig, fordi borgerne ønskede det. Det er noget, vi tænker på hver eneste dag. Vi ved, hvor meget huset betyder for mange mennesker, og det giver os både et ansvar og en motivation til hele tiden at udvikle stedet.
I dag oplevet Vendelbohus stigende aktivitet og stor opbakning fra både gæster, virksomheder og lokale foreninger. Huset danner året rundt ramme om koncerter, foredrag, fællesspisninger, selskaber og kulturelle arrangementer.
Mere end mursten og arrangementer
Selvom afslaget på Teatercaféen er en skuffelse, ændrer det ikke på ambitionerne for huset.
- Vi kommer ikke til at bruge energi på at være bitre. Vi kommer til at bruge energien på at udvikle Vendelbohus. Det skylder vi de mange mennesker, der bakker op om huset og bruger det som en del af deres hverdag og fællesskab.
Samtidig står Vendelbohus over for en anden og måske endnu større udfordring. I kommunens aktuelle sparekatalog er husets kulturtilskud blandt de områder, der risikerer at blive fjernet.
Ifølge Jimmy Møller er det vigtigt at forstå, at støtten ikke blot går til drift.
- Vores kulturtilskud går direkte til at skabe oplevelser for borgerne. Kultur er sjældent en forretning, der kan løbe rundt af sig selv. Når vi arrangerer koncerter eller andre kulturelle aktiviteter, følger der mange udgifter med til kunstnere, teknik, lyd, lys, markedsføring og meget andet.
Han peger samtidig på, at kommunal støtte ofte er afgørende for, at kulturinstitutioner kan søge yderligere midler fra statslige puljer.
Kultur skaber liv
For Jimmy Møller handler debatten derfor om mere end økonomi.
- Kultur skaber fællesskab, identitet og liv i en kommune. Det er noget af det, der gør et lokalsamfund attraktivt at bo i. Det kan være svært at gøre op i regneark, men man mærker det hurtigt, hvis det forsvinder.
Selvom afgørelsen om Teatercaféen ikke faldt ud til Vendelbohus’ fordel, er ambitionerne stadig de samme.
- Vi fortsætter arbejdet. Vendelbohus har været en vigtig del ag Hjørring i generationer, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at huset også er det i fremtiden, siger Jimmy Møller.