Lakseburgeren Dødens Gab har holdt sit indtog i Hirtshals og Hjørring.
Mad & Drikke

Dødens Gab i kantinen: Hov, nu kan eleverne nærmest ikke få fisk nok

Et godt samarbejde mellem Skagerak Salmon på Hirtshals Havn og skoler i Hjørring Kommune betyder, at laksekød, der før blev anvendt til dyrefoder eller smidt ud, nu kan anvendes til lækre retter i spisefrikvarteret

14. september 2022 kl. 08:01

HJØRRING: Trods klimaforandringerne svømmer Dødens Gab endnu ikke rundt langs kystbyerne i Hjørring Kommune - men den har fundet vej til et par lokale skolekantiner. Mange elever er nemlig blevet vilde med lakseburgeren Dødens Gab og lakselasagne. Det skyldes et samarbejde mellem skolerne og virksomheden Skagerak Salmon, der har leveret frisk fiskefars til skolerne og samtidig har gjort et restprodukt til en sund råvare – til stor glæde for eleverne.

Nordvestskolen, som består af Højene Skole, Bjergby Skole og Lundergaardskolen, overvejede under coronanedlukningerne, hvordan den kunne tilbyde mere klimavenlig og sund mad til eleverne. Samtidig ville Skagerak Salmon gerne undgå madspild ved at udnytte alt det kød, der sidder på de mange ton laks, der bliver fileteret på fabrikken på Hirtshals Havn. De to ønsker er nu gået op i en højere enhed, fordi fabrikken på forsøgsbasis har leveret fisk til Nordvestskolen, som har cirka 1400 elever. Udover Nordvestskolen har Hirtshals Skole også samarbejdet med Skagerak Salmon om levering af laks til eleverne.

- Det lå lige til højrebenet, at vi skulle samarbejde for at sætte fokus på klimavenlig og sund mad og samtidig lære eleverne om klimamålene. Eleverne har taget vildt godt imod tiltaget og har været meget interesserede i at hjælpe med at udvikle forskellige retter med laks, siger Dan Jensen, der er teknisk serviceleder på Nordvestskolen.

Kantinepersonalet lavede først mange retter med laks, som eleverne smagte. Fire retter blev derefter valgt til at deltage i en finale, hvor der skulle stemmes om hvilke to retter, der skulle være en fast del af menuen. Vinderne blev lakseburgeren Dødens Gab og en lakselasagne.

- Vi kan se en markant stigning i antallet af solgte retter, når der er fisk på menuen, så eleverne er blevet opmærksomme på, at fisk smager godt og er sundt, og det er et resultat af, at der blevet sat fokus på det, siger Dan Jensen.

For Skagerak Salmon var det oplagt at samarbejde med skolernes kantiner.

- Vi synes, det er spændende at finde ud af, hvordan man kan få mere fisk ind i børns hverdag, og det var nærliggende at samarbejde med skolerne. Laks og andet fisk kan være forholdsvis dyrt, men vi kan levere en portion skolemad til en overkommelig pris. Vi er meget imponerede af, hvordan både kantinepersonalet og eleverne har taget imod det, siger Tine Ketilsson, som er kvalitetschef på Skagerak Salmon.

Når det har kunnet lade sig gøre at forsyne skolerne med laksefars, skyldes det, at Skagerak Salmon har prioriteret at anvende en større del af fisken til menneskeføde. Virksomheden sælger normalt store, flotte laksefileter, og når fileterne er skåret ud, sidder der rester af laksens kød på fiskeskroget. Hidtil er dette kød blevet anvendt til dyrefoder eller til fiskemel eller fiskeolie, fordi det blev betragtet som et restprodukt. Men nu kan en maskine presse kødet af laksenes skrog, og kødet kan bruges til mad.

På baggrund af samarbejdet med skolerne kan Skagerak Salmon se et potentiale i at levere laksefars til andre køkkener, som vil have mere fisk på menuen.

- Vi kører cirka 50 ton laks igennem fabrikken om dagen, så vi håber, det er muligt at få et lignende samarbejde med andre, der kan se ideen i at sætte mere fisk på menuen, siger Tine Ketilsson.

Teknisk serviceleder Dan Jensen fra Nordvestskolen forventer, at samarbejdet med Skagerak Salmon fortsætter, og at kantinerne vil gøre flere lakseretter til et fast sortiment i skolernes kantiner.

Annonceret indhold

Nyeste