Sensommermagi ved Rubjerg Knude Fyr aflyst på grund af vejret
LØNSTRUP: Sensommermagi ved Rubjerg Knude Fyr bliver alligevel ikke til noget i år. Arrangementet, der skulle have markeret sit femårsjubilæum fredag aften, er blevet aflyst på grund af vejrudsigten.
Det er især udsigten til kraftig blæst og risiko for tordenvejr, der har fået arrangørerne til at træffe den svære beslutning.
- Det er simpelthen vinden og eventuelt tordenvejr, der gør det umuligt. Vi har været i kontakt med DMI, og de melder om risiko for torden. Det kan vi ikke løbe an på, siger Henrik Konnerup, formand for Lønstrup Turistforening.
Det er især det tekniske udstyr, der er sårbart.
- Alt udstyr bliver ødelagt af sandet, hvis vinden bliver for kraftig, og sikkerheden kommer selvfølgelig altid først, siger han.
Aflysningen er en stor skuffelse for arrangørerne, som havde planlagt den største udgave af Sensommermagi nogensinde.
- Jeg er selvfølgelig meget ked af det. Der er lagt utrolig mange timers arbejde i arrangementet, og det kommer også til at koste nogle penge. Vi har fået støtte fra en række fonde, og nu skal vi finde ud af, hvordan det bliver håndteret. Vi håber naturligvis, at de fortsat vil bakke op om projektet, siger Henrik Konnerup.
Sensommermagi arrangeres i et samarbejde mellem Lønstrup Turistforening og Visit Nordvestkysten.
Årets program var udvidet i anledning af femårsjubilæet med det største musikprogram og den mest omfattende produktion til dato.
- Vi havde det dyreste og største show, vi nogensinde har haft planlagt. Det må vi nu parkere i garagen, som man siger. Sådan er det nogle gange, siger Henrik Konnerup.
Siden den første udgave har Sensommermagi udviklet sig til et af områdets største publikumsarrangementer.
- Vi er vokset fra omkring 1.000 gæster det første år til omkring 12.000 besøgende. Derfor er det ekstra ærgerligt, at vi må aflyse netop jubilæumsudgaven, siger han.
Arrangørerne håber, at Sensommermagi vender stærkt tilbage næste år med de oplevelser, som publikum måtte undvære denne gang.