Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokalt fitnesscenter vil skrue op for holdtræningen - men mangler én vigtig brik

02. september 2026 kl. 06.02

HJØRRING: Først kom de nye maskiner. Nu er FitnessX Hjørring klar til næste skridt. I løbet af efteråret skal der nemlig mere liv i holdplanen, særligt om eftermiddagen.

Udstyret og medlemmerne er der allerede, nu mangler centret bare flere instruktører

Der er godt gang i den om formiddagen hos FitnessX Hjørring. Her er holdplanen fyldt godt op, og medlemmerne møder talstærkt frem til træningen.

Men når det bliver eftermiddag, ser billedet lidt anderledes ud.

- Formiddagene kører derudad med masser af hold og masser af medlemmer. Men når vi kommer hen på eftermiddagen, er vores holdplan lige nu ret tom. Og det er vi i fuld gang med at rette op på, fortæller Club Manager Susanne Christiansen.

Tidligere på året fik FitnessX Hjørring nye maskiner, og ifølge Susanne Christiansen er fitnessafdelingen derfor kommet rigtig godt med. Nu er turen kommet til holdtræningen.

Nyt udstyr giver nye muligheder

Som en del af satsningen er der kommet mere udstyr til centrets funktionelle område.

Her finder man blandt andet wallballs, powerbags, kettlebells, TRX, slamballs, SkiErg og AssaultBike, og det åbner for helt nye muligheder for holdtræningen.

- Det er en træningsform, som er utrolig populær lige nu, så der skal vi selvfølgelig også være med. Vi har fået udstyret hjem, og nu kan vi lave nogle virkelig fede træninger i området, siger Susanne Christiansen.

Allerede tirsdag morgen klokken 6 bliver det første hold i det funktionelle område skudt i gang. I første omgang bliver det Susanne Christiansen selv, der står for træningen. Ikke fordi det nødvendigvis var planen fra begyndelsen, men fordi det har vist sig at være svært at finde den rette instruktør.

Jagter flere instruktører

Og netop instruktørerne er den vigtigste brik, hvis FitnessX Hjørring skal lykkes med ambitionen om at give medlemmerne endnu flere muligheder. Det gælder både i det funktionelle område og i holdsalen, hvor der også er plads til flere hold.

- Vi har nogle fantastiske instruktører, som gerne byder ind med ekstra hold, men vores medlemmer skal også have mulighed for at møde og prøve andre instruktører. Vi vil gerne kunne give dem flere muligheder at vælge imellem, fortæller Susanne Christiansen.

Derfor håber hun også, at der måske sidder en eller flere derude, som kunne have lyst til at blive en del af holdet i FitnessX Hjørring. For ambitionerne for efteråret er der.

Udstyret er der, og der er plads på holdplanen. Nu mangler instruktørerne bare.

- Det er en udfordring at finde instruktører, men det skal nok lykkes, siger Susanne Christiansen.

Er man interesseret i at høre mere om mulighederne for at blive instruktør hos FitnessX Hjørring, kan man tage kontakt til centret og Susanne Christiansen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste