Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ny beredskabsplan skal ruste Hjørring til kriser

01. september 2026 kl. 15.01

HJØRRING: Hvad gør virksomhederne, hvis strømmen går, IT-systemerne bryder sammen, eller kritiske leverancer udebliver?

Det var omdrejningspunktet, da Erhverv Hjørring samlede virksomheder og samarbejdspartnere til et morgenmøde hos Nordjyske Jernbaner med fokus på det lokale virksomhedsberedskab.

Billede beskrivelse

Bag initiativet står et formandskab bestående af repræsentanter fra erhvervslivet, kommunen og kritisk infrastruktur.

Netværket er det første af sin slags i Danmark og skal styrke samarbejdet mellem virksomheder og myndigheder, når kriser rammer.

Kommunaldirektør Leif Johannes indledte mødet med at beskrive baggrunden for etableringen af beredskabet.

Et mere usikkert trusselsbillede med hybride angreb, cybertrusler og forsyningssvigt betyder, at både borgere og virksomheder bør være forberedt på at kunne klare sig i op til tre døgn uden blandt andet strøm, telekommunikation, drikkevand eller kritiske IT-systemer.

Billede beskrivelse

- Kommunens opgaver i en krisesituation er at tage hånd om sårbare borgere, understøtte samfundskritiske funktioner og sikre klar kommunikation. Men hvis en situation overstiger kommunens egne ressourcer, kan virksomhedsberedskabet aktiveres. Beredskabet bygger ikke på kontrakter, men på tillid, personligt engagement og en frivillig forpligtelse blandt deltagerne, sagde Leif Johannes.

Formand Anders Nielsen, Lytzen A/S, understregede, at netværket bygger på fælles ansvar frem for frygt.

Ingen virksomhed kan håndtere en større krise alene, og derfor er virksomhederne organiseret i syv faglige grupper med fokus på blandt andet forsyning, logistik, entreprenørarbejde, fødevarer samt telekommunikation og data.

Han opfordrede virksomhederne til allerede nu at stille sig selv de afgørende spørgsmål: Hvad sker der, hvis strømmen forsvinder? Hvor afhængige er vi af vores IT-systemer og leverandører? Og hvor længe kan vi holde driften i gang?

Billede beskrivelse

Et vigtigt redskab i beredskabet er et ressourcekatalog, som giver overblik over de kompetencer og materielle ressourcer, netværkets virksomheder kan stille til rådighed med kort varsel.

Jørgen Høll, der har været med til at udvikle netværket, fremhævede, at investeringer i beredskab ikke alene styrker samfundet, men også virksomhedernes egen konkurrenceevne.

- Mindre nedetid, hurtigere genopretning, lavere tab og større leveringssikkerhed er nogle af de gevinster, virksomheder kan opnå ved at styrke deres robusthed. Fra egen robusthed til fælles styrke er et af de vigtigste budskaber, lød det.

Nordjyske Jernbaner var vært for morgenmødet, og administrerende direktør Martin Sort Mikkelsen fortalte om virksomhedens rolle i en krisesituation.

Den primære opgave vil fortsat være at sikre transport af passagerer, men jernbanen kan samtidig bidrage med ressourcer og kapacitet gennem beredskabsnetværket.

Billede beskrivelse

Han opfordrede virksomhederne til at se sig selv som aktive medspillere i opbygningen af et mere robust lokalsamfund.

Efter halvandet års arbejde tæller det lokale virksomhedsberedskab omkring 30 virksomheder og 34 forsyningsaktører.

Ambitionen er at skabe et stærkt netværk, hvor virksomheder, forsyningsselskaber og myndigheder kan støtte hinanden, når ekstraordinære hændelser opstår.

Virksomhedsberedskabet i Hjørring Kommune er organiseret i syv fagområder med hver sin styregruppe og bygger på frivilligt engagement fra virksomheder og nøgleaktører med ressourcer, kapacitet og specialviden, som kan bringes i spil, hvis en krise rammer lokalsamfundet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste