Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nordjysk Pigekor har fundet nyt hjem på Hjørring Kulturskole

02. september 2026 kl. 10.02

HJØRRING: Efter flere år med skiftende øvelokaler har Nordjysk Pigekor nu fået en fast base i den nye Hjørring Kulturskole, Banegårdspladsen 2. Her mødes både Pigekoret og Juniorkoret hver torsdag og er blevet en del af et levende kultur- og musikmiljø midt i Hjørring.

For dirigent Christina Kjærulff er flytningen en stor gevinst.

Billede beskrivelse

- Det er dejligt at være en del af et hus, hvor der er så meget musik, og som er skabt til det, vi laver. Vi har været glade for de steder, vi tidligere har øvet, men det betyder meget at have et sted, der er indrettet til musik, siger hun.

Endelig et fast hjem

Gennem de seneste år har Nordjysk Pigekor haft flere forskellige øvesteder, blandt andet på Vendsyssel Teater og tidligere på Muldbjergskolen. Samarbejdet med teatret har været godt, men når salen skulle bruges til forestillinger og revyer, måtte koret finde andre løsninger.

Billede beskrivelse

Nu har koret fået en fast base på Hjørring Kulturskole, hvor de øver i Den Gule Sal og Den Grønne Sal på 2. sal. Lokalerne deles med andre aktiviteter på kulturskolen, og der er samtidig adgang til husets koncertsal, når der er behov for større rammer.

Billede beskrivelse

- Jeg synes virkelig, det er nogle dejlige lokaler. Her er lyst og venligt, og vi føler allerede, at vi hører til, fortæller Christina Kjærulff.

En del af et musikalsk miljø

For dirigenten handler de nye rammer om langt mere end vægge og øvelokaler.

- Det betyder meget, at pigerne er en del af et miljø, hvor andre unge også dyrker musik. De møder både instrumentalelever, solosangere og andre musikinteresserede. Det giver inspiration og en følelse af at høre hjemme et sted, som er skabt til musik.

Billede beskrivelse

Den centrale placering ved Hjørring Station gør det samtidig lettere for korets medlemmer, hvoraf flere kommer fra andre byer i Vendsyssel.

Billede beskrivelse

- Kommer man med tog eller bus, skal man bare krydse vejen, så er man her. Det gør en stor forskel for mange af vores medlemmer og deres familier.

Plads til nye stemmer

Nordjysk Pigekor har eksisteret siden begyndelsen af 1960’erne og er kendt for både sit høje musikalske niveau og sit stærke sociale fællesskab. Koret består af omkring 30 sangere i Pigekoret og cirka 30 sangere i Juniorkoret.

Billede beskrivelse

Juniorkoret er for piger fra 5. klasse, mens Pigekoret er for piger fra 8. klasse. Repertoiret spænder fra klassisk kormusik til moderne rytmiske arrangementer på blandt andet dansk, engelsk og svensk.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste