Tre brødre vil genoplive Løkkens gamle biograf: Over 80 mødte op til første skridt
LØKKEN: Som unge arbejdede Jørgen, Henrik og Torsten Ussing i biografen i Løkken. Nu er de tre brødre med til at føre den gamle biografbygning tilbage til sit oprindelige formål, og opbakningen fra byen har allerede overgået forventningerne.
De havde håbet på 30-40 mennesker, Men da der torsdag 27. august blev holdt stiftende generalforsamling for den nye forening Biograf Teatret i Løkken, dukkede mere end 80 interesserede op.
- Der var en enorm positiv stemning og en masse konstruktive råd til det videre arbejde, fortæller brødrene Henrik og Torsten Ussing.
Sammen med deres bror, arkitekt Jørgen Ussing, har de engageret sig i planerne om at købe og renovere ejendommen på Kirkegade 11 i Løkken.
Og det er ikke hvilken som helst bygning. Den blev opført i 1921 som Løkkens oprindelige biograf og fungerede som biograf i 25 år.
Nu er drømmen, at der igen skal vises film bag murene. Denne gang i en moderne cafébiograf, hvor også Lokalhistorisk Arkiv får plads.
Inspirationen til cafébiografen er blandt andet hentet i Lønstrup, hvor Lønstrup Café Bio har vist, hvordan film, café, kultur og frivillige kræfter kan samles under samme tag.
Tre brødre med biografen i blodet
For de tre Ussing-brødre er projektet samtidig lidt af en tur tilbage i tiden. Familien kom til Løkken i 1964, da deres far blev skoleinspektør i byen, og i begyndelsen af 1970’erne arbejdede alle tre brødre i byens daværende biograf.
Her blev der vist film, solgt billetter, passet kiosk og klaret praktiske opgaver, og indimellem var brødrene også med til at bestille film.
Siden har de alle tre været involveret i forskellige projekter i Løkken, men nu er biografen altså igen kommet ind i deres liv.
Idéen tog for alvor form, fordi Løkken Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv mangler plads. Samtidig kom den gamle biografbygning til salg.
Jørgen Ussing har lavet skitser til en mulig ombygning, og lokale håndværkere har været involveret i at lave et overslag på renoveringen.
Planerne viser blandt andet plads til biografsal, café, foyer og arkiv i den gamle bygning.
Fem millioner skal findes
Drømmen kræver dog mere end gode idéer og frivillige hænder.
Ejendommen er udbudt til en million kroner plus eventuelle omkostninger, og foreningen har forkøbsret frem til slutningen af oktober. Pengene til købet håber man at skaffe gennem donationer og såkaldte folkeaktier.
Derefter venter den helt store opgave. Renoveringen af bygningen og inventar er foreløbigt anslået til 4,3 millioner kroner eksklusive moms. Overslaget er lavet på baggrund af tegninger og priser fra lokale håndværkere.
Brødrene er dog ikke uvante med at skulle skaffe penge til lokale projekter.
- Vi ved godt, at det ikke er noget, man gør hen over en weekend, siger de.
Efter torsdagens generalforsamling er der nu også en egentlig forening at arbejde videre fra. Der er valgt en bestyrelse på syv personer og to suppleanter, og planen er blandt andet at etablere arbejdsgrupper, der kan arbejde med finansiering, bygningen og information om projektet.
- Det er byens projekt
Selvom de tre brødre har været blandt drivkræfterne bag planerne, er de samtidig meget optagede af, at den gamle biograf ikke skal være deres projekt.
- Det her er jo ikke brødrenes projekt. Det er byens projekt.
Tanken er, at huset skal drives af frivillige gennem en almennyttig forening og blive et sted, der kan bruges af mange forskellige mennesker. Det kan være børn fra børnehaven, skoleklasser, foreninger, eller ældre fra byens ældrecenter.
Kun fantasien sætter grænser
At mere end 80 mennesker valgte at møde op til den stiftende generalforsamling, har derfor givet initiativtagerne tro på, at der er opbakning til planerne.
- Nu er vi kommet dertil, hvor vi tror på, at det kan lade sig gøre, fordi der har været så mange positive reaktioner på det.
Første film kan vises i 2028
Hvis det lykkes at skaffe pengene og overtage ejendommen, begynder næste fase med at rejse midler til renoveringen.
Målet er, at arbejdet kan være afsluttet i juni 2028, og at huset kan gå over i egentlig drift måneden efter. Her er planen, at medlemmerne af foreningen skal stå for den løbende drift som frivillige, mens et eventuelt overskud skal gå tilbage til bygningen og nye arrangementet.