Dobbelt fødselsdag i Hjørring: Christina fejrer både 50 år og 12 år med Zjoos
HJØRRING: Der bliver skruet op for både bobler, konkurrencer og gode tilbud hos Zjoos i Hjørring, når indehaver Christina Østergaard inviterer til tre dages dobbelt fødselsdagsfejring fra torsdag 3. september til lørdag 5. september.
Der er ikke bare én, men hele to gode grunde til at fejre hos Zjoos i Østergade i Hjørring.
Butikken kan nemlig markere 12 år i byen, mens kvinden bag, Christina Østergaard, samtidig har rundet et skarpt hjørne og er fyldt 50 år.
Og når nu de to fødselsdage falder så tæt på hinanden, skal kunderne selvfølgelig have lov til at være med til festen.
- Det er helt fantastisk at tænke på, at der allerede er gået 12 år. Vi har og har haft så mange skønne kunder i butikken, og det er netop dem, der gør det sjovt at drive butik. Derfor synes jeg også, det er oplagt at fejre både Zjoos og min 50-års fødselsdag sammen med dem, fortæller Christina Østergaard.
12 år i Hjørring
Zjoos slog dørene op i Hjørring i efteråret 2014, og siden har skobutikken været en fast del af bybilledet i Østergade.
Gennem årene er mange kunder kommet og gået gennem døren, og netop relationen til kunderne betyder meget for Christina Østergaard.
Nu bliver der mulighed for at sige tak for de første 12 år, når butikken torsdag, fredag og lørdag i denne uge, inviteret til fødselsdagsfejring.
Tallene 12 og 50 kommer til at gå igen under festlighederne. I anledning af butikkens 12-års fødselsdag gives der 12 procent rabat på alle varer, mens der samtidig bliver slutspurt på udsalget med 50 procent rabat på udsalgsvarerne i anledning af Christinas 50-års fødselsdag.
Leverandørerne bakker op
Det bliver dog ikke kun tilbud, der møder kunderne. Zjoos har gennem årene opbygget et tæt samarbejde med en række af butikkens leverandører, og flere af dem har valgt at bidrage til fødselsdagsfesten.
- Vi har nogle fantastiske leverandører, som bakker op om os og vores butik, og det betyder virkelig meget. De har også været i ekstra godt gavehumør i anledning af vores fejring, og derfor har vi mulighed for at forkæle vores kunder endnu mere, fortæller Christina Østergaard.
Der bliver blandt andet mulighed for at vinde et par valgfrie sko, ligesom der vil være giveaways, konkurrencer, præmier og forskellige overraskelser i løbet af de tre dage.
Fredag bliver der skruet yderligere op for fødselsdagshyggen. Her byder butikken blandt andet på bobler, saft og flødeboller samt ekstra gode tilbud.
Flere af konkurrencerne og de særlige tilbud bliver afsløret løbende på butikkens Facebook- og Instagram-side.
For Christina Østergaard handler dagene dog om mere end rabatter og præmier. Efter 12 år bag disken er det nemlig især mødet med kunderne, hun glæder sig over, når hun ser tilbage. Og derfor skal de selvfølgelig også være med, når både butikken og indehaveren fejres.