Livet i et af verdens brændpunkter

SKØRPING: Jeg har nu været i Kabul i fem måneder som en del af det danske NATO-bidrag. Jeg glæder mig meget til at komme hjem. Når min tur slutter i februar 2019, kan jeg se tilbage på seks meget spændende måneder i et internationalt miljø. Vi er placeret i en lejr i Kabul, hvor der er 5100 soldater fra 58 forskellige nationer.

Opgaverne for NATO er at lære soldater (officerer) og politikere i Afghanistan, hvordan man driver en moderne stat og et moderne forsvar. Det betyder, at vi i stort omfang virker som rådgivere og mentorer.

Afghanistan er et land, der er næsten dobbelt så stort som Tyskland med en befolkning på ca. 35 mio. mennesker. Befolkningen består af indvandrere fra Iran, Indien, Rusland og Pakistan. Alle er grupperet i stammer, hvor religiøs fortolkning er styrende for stammernes adfærd. Denne uhomogene sammensætning gør det svært for landet at forene sig.

Mange afghanere ser oprettelsen af en stat med dens institutioner som en fjende. En stat de ikke ønsker, fordi den – i deres øjne - er ledet af korrupte politikere, som de ikke tror, vil statens bedste, men kun deres eget bedste. Når det så er sagt, er der en spirende optimisme i blandt ungdommen. De har set, hvad der sker ude i verden, og vil gerne have det samme til at ske i Afghanistan, men det vil tage tid.

Kabul er en kæmpe by. Arealmæssigt er den fem gange så stor som København. Der bor ca. 5 – 6 mio. mennesker i byen. Det er – meget overraskende for mig – en pæn by, med flotte kvarterer, huse, parker og en logisk vejplanlægning. Jeg har set kvarterer, hvor der er flotte palæer, der signalerer stor rigdom. Jeg havde forventet lerhytter, blikskurer og papkasser. Det er der også, idet der er stor vandring mod Kabul.

Der er meget stor luftforurening i og omkring Kabul. Årsagen er den store tilflytning og mangel på opvarmningsmuligheder. Alt brændes af - dæk, plastik, tørret ekskrementer og lignende.

Det er min femte tur til et af verdens brændpunkter. Hver gang jeg kommer hjem fra en mission, får jeg denne oplevelse af, at det er godt at være ude, men det er fantastisk at komme hjem og opleve hvilket fantastisk land, vi lever i, men som vi måske langt hen ad vejen ikke værdsætter nok. Vi lever i tryghed. Vi bliver ikke beskudt og udsat for daglige bombeangreb.

Hjemme kan vi drikke vand af hanen. Vi har kloakker, veje, organiserede varmesystemer, sundhedsvæsen, skoler og meget mere – ting som mange før os har opbygget. Det er værd at kæmpe for.