Endnu en kæde melder sig ind i priskrig: 100 varer sættes ned til næsten halv pris
NORDJYLLAND: Netto og Lidl har allerede gjort det.
Og nu følger 365discount med, skriver discountkæden i en pressemeddelelse.
Der er nemlig udbrudt ny priskrig blandt kæder, der sælger dagligvarer - og her vil 365discount også være med, lyder det.
Fra tirsdag 5. maj sætter man således på tværs af kædens flere end 300 butikker på landsplan cirka 100 af de mest populære varer ned med op til 47 procent.
Det gælder blandt andet hakket oksekød, smør og havregryn, lyder det fra kæden.
- Vores kunder skal være sikre på, at de hver dag kan få de varer de bruger mest til de mest konkurrencedygtige priser i 365discount. Vi har det seneste år vundet en række pris-test som de billigste på markedet. Den position vil vi holde fast i med disse prisnedsættelser, siger Michael Tilsted, der er kædedirektør for 365discount.
Kæden oplyser, at prisfremstødet er et udtryk for, at "varerne får en ny fast lav pris i 365discount".
"Der er altså ikke tale om varer, som sættes ned i en kort, afgrænset periode," skriver man i pressemeddelelsen.
De nye priser er gældende fra tirsdag morgen kl. 7.