Billede beskrivelse

Ser du dette symbol? Så kan du gøre en stor forskel

03. maj 2026 kl. 14.02

REBILD: I den kommende uge sætter Rebild Kommune fokus på, hvordan helt almindelige borgere kan gøre en stor forskel for mennesker med demens - blandt andet ved at kende det lille symbol “Håndsrækningen”.

Det fortæller Rebild Kommune i en pressemeddelelse.

Demens er ofte usynlig, og det kan gøre hverdagssituationer i for eksempel supermarkedet, bussen eller på gaden svære at navigere i. Derfor sætter kommunen under Demensugen 2026 fokus på at udbrede kendskabet til demenssymbolet, som signalerer, at en person kan have brug for lidt ekstra tid, ro eller forståelse.

- Når flere ved, hvad symbolet betyder, bliver det nemmere at møde hinanden med tålmodighed og hjælpe i situationer, der ellers kan være svære, siger demenskoordinator i Rebild Kommune, Marianne Finderup.

En lille indsats med stor betydning

Demensugen er en landsdækkende indsats, men i Rebild er fokus også helt lokalt: at gøre hverdagen tryggere i bylivet, i butikkerne og i mødet mellem mennesker.

- Det kræver ikke meget at hjælpe, men det kræver, at man ved hvordan. Derfor er håbet, at mange borgere lægger mærke til symbolet og tager godt imod det, siger Marianne Finderup.

Billede beskrivelse

Erindringsbio åbner ugen i Skørping

Demensugen skydes i gang mandag 4. maj kl. 10 i Kinorevuen i Skørping med Erindringsbio. Her vises film om konfirmation for borgere med demens og deres pårørende med fokus på genkendelse, minder og fællesskab.

Mød “Håndsrækningen” i bybilledet

I løbet af ugen kan borgere møde demenskoordinatorer, frivillige og ældre-/demenspræst flere steder i kommunen. 

Mandag 4. maj vil de være til stede på Skørping Torv fra kl. 13.30 til 14 og senere på Terndrup Torv fra kl. 14.30 til 15. 

Tirsdag 5. maj kan de mødes i Støvring ved butikker og station fra kl. 13.30 til 14 samt i Nørager ved Spar fra kl. 14.30 til 15.

Her er der mulighed for at få en snak om demens og tage tre enkle råd med videre: tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste