Billede beskrivelse

Historisk fusion: To bridgeklubber slår sig sammen

03. maj 2026 kl. 11.01

TERNDRUP-HADSUND: Terndrup Bridgeklub afholdt sin årlige generalforsamling, som også blev den sidste i den lokale forenings historie. 

Et af de væsentlige punkter på dagsordenen var nemlig en fusion mellem Hadsund og Terndrup Bridgeklubber. 

Det oplyser Terndrup Bridgeklub i en pressemeddelelse. 

Fusionen blev nødvendig, da det har været svært at rekruttere bestyrelsesmedlemmer.

Hos Terndrup BK skulle der vælges ny formand, webmaster, spilstyrer og flere andre bestyrelsesposter, hvilket førte til, at Hadsund BK tilbød en fusion. 

Invitationen blev modtaget positivt og vedtaget enstemmigt på generalforsamlingen. 

De nuværende bestyrelser vil nu arbejde videre med den praktiske organisering af fusionen.

Startede i en skolestue

Hans Bjørn, der har været medlem af Terndrup Bridgeklub siden 1979, delte oplysninger om klubbens historie og udvikling, herunder indholdet af den gamle protokol. 

Ifølge protokollen fandtes der ikke en bridgeklub, da Inger og Hans Bjørn meldte sig ind. Først i 1984 blev vedtægterne skrevet, og senere blev der optaget referater. 

Protokollen indledes med: "Siden 1969, med en kort afbrydelse i 70’erne, har bridgeklubben virket aktivt, men uden vedtægter." Ved en ekstraordinær generalforsamling den 23. oktober 1984 blev vedtægterne vedtaget.

- Da vi begyndte, spillede vi i en skolestue, og en nytiltrådt lærer, Hans Andersen, underviste. Hans havde lært det på seminariet. Han underviste i en halv time, og derefter spillede vi resten af aftenen. 

Da idrætsforeningen byggede klubhuset ved fodboldbanerne, flyttede klubben dertil og spillede på første sal, hvor der var skrå lofter. Dengang måtte man ryge. Hver tirsdag aften skiftede vi til rent undertøj efter bridge. Senere flyttede klubben til skolebiblioteket under hallen, hvor rygeforbuddet gjorde det lettere at spille, forklarede Hans Bjørn.

Stabilt medlemstal

I år 2000, da Terndrup Medborgerhus blev oprettet, flyttede klubben hertil og har været der siden. 

Medlemstallet har været stabilt gennem årene, og klubben har haft op til 44 medlemmer, mens det i denne sæson er 28 medlemmer - svarende til syv borde.

- Som jeg husker det, var medlemsskaren mere homogen dengang. Vi var næsten alle yngre, mens gennemsnitsalderen nu ligger tættere på 80 end 70, fortæller Hans Bjørn.

- I mange år havde Terndrup Bridgeklub stor succes med sin årlige åbne turnering i Terndruphallen, hvor spillere kom fra hele Nordjylland samt fra Randers, Hammel, Langå og Viborg. I Terndruphallen havde vi ikke velegnede spilleborde, så vi tømte tre-fire skolestuer for borde og slæbte dem tilbage efter turneringen, forklarer Hans Bjørn og fortsætter:

- På den tid blev resultaterne regnet ud manuelt, og efter turneringen var det ofte et sent hjemmearbejde at få tallene klar. Vi havde sagt, at folk kunne ringe fra kl. halv otte for at få resultater, men telefonen begyndte straks at ringe, så snart vi var kommet hjem.

Stor succes

I 1989 blev elektroniske systemer indført, og det blev muligt at få resultaterne med det samme, så snart turneringen var slut. 

- Klubben havde stor succes med de åbne turneringer, som nåede op på ni eller ti rækker a seks borde. Kortene blev dublerede, så alle spillede de samme kort, og én person påtog sig ansvaret for det arbejde i mange år, for en flaske 'Gammel Dansk' som belønning, siger Hans Bjørn. 

Senere fik klubben en elektronisk kortblandemaskine, hvilket lettede arbejdet betydeligt.

Terndrup Bridgeklub har altid haft et godt samarbejde med naboklubberne i Romdrup-Klarup, Støvring, Hadsund og Hobro, oplyser foreningen. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste