Bjarne træner løs: Voldsom brand åbner nye muligheder
SULDRUP: Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I hvert fald ikke i Suldrup, hvor en voldsom brand sidste år raserede store dele af plejecentret Himmerlandshave.
Det har nu givet flere af byens foreninger og frivillige mulighed for at udfolde deres aktiviteter, som for nogles vedkommende har haft lidt trange kår.
Torsdag 7. maj klokken 10 overtager en gruppe lokale frivillige nøglerne til de dele af det tidligere plejecenter, som ikke blev ødelagt af branden. Overdragelsen er starten på en ny periode, hvor bygningen igen bliver et samlingspunkt for aktiviteter og fællesskab i byen.
- Det betyder rigtig meget for byen, at vi nu kan åbne dørene igen. Himmerlandshave har været et vigtigt samlingspunkt, og vi håber, at mange vil komme og være med, siger Erik Kragelund fra frivilliggruppen i Suldrup.
Allerede forud for branden var flere brugere gennem de senere år blevet hjemløse, da plejecentrets eget behov for plads steg. De er altså rykket ind igen.
- De har holdt til hos Røde Kors eller i sognehuset, men det har ikke været optimalt, så det er glædeligt, at de nu igen står med gode lokaler. Det er en flot mulighed, vi har fået, siger Erik Kragelund.
Det er endnu ikke besluttet, hvordan og i hvilket omfang plejecentret skal genopbygges, og hvilke faciliteter det skal rumme. Ifølge Erik Kragelund er det vigtigt at skabe så meget liv så muligt, så man kan dokumentere, at der er behov for mere end blot et plejecenter, så det kan tænkes ind i den forestående projektering af byggeriet.
- Så ud over de eksisterende aktiviteter som seniordans, fællessang, kreative aktiviteter, træværksted, træning og spil håber vi, at der kan stables endnu flere på benene, lyder opfordringen fra Erik Kragelund.
I forlængelse af branden blev de fleste af de 23 beboere flyttet til plejecentret Mastruplund i Støvring, der var lukket kort forinden, men nogle blev boende i Suldrup, og der har derfor været begrænset plads til andre aktiviteter. Nu er de sidste enten afgået ved døden eller flyttet, og det har altså åbnet nye muligheder.
Ifølge formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Rebild Kommune, Jeanette Sagan, spiller den slags aktiviteter en afgørende rolle - især i mindre lokalsamfund.
- Foreninger og frivillige fællesskaber er helt centrale for livskvaliteten. De skaber relationer og modvirker ensomhed. Derfor er det meget positivt, at der igen kommer aktivitet på Himmerlandshave, så det igen kan blive et aktivt samlingssted for hele lokalområdet, siger hun.
For nogle er Himmerlandshave allerede blevet en vigtig del af hverdagen igen. Ole Nygaard Hansen og Bjarne Hansen, som begge har haft blodpropper i hjernen, tager flere gange om ugen turen i kørestol fra deres boliger bag Himmerlandshave til træningsrummet.
De insisterer på selv at klare turen og træner så ofte som muligt.
- Det er en del af vores genoptræning, og vi er meget glade for, at faciliteterne nu åbner for de lokale, siger de.
Nøgleoverdragelsen 7. maj markeres med fællessang og formiddagskaffe for alle interesserede.