Klassiske biler indtager vejene i Aars og omegn til traditionsrigt løb
AARS: Lørdag 9. maj vil mange klassiske biler være at finde på vejene i Aars og omegn, når Himmerlandsløbet afholdes.
Dette løb er anden afdeling af årets DASU Classic Regularity-turnering.
Det oplyser DASU Classic Regularity i en pressemeddelelse.
- Det er biler fra 60'erne og frem til midten af 90'erne, der deltager i løbet, siger Hans Oluf Nielsen, som sammen med Renée Nielsen står bag Himmerlandsløbet.
Makkerparret fra Fjelsø deltager normalt selv i DASU Classic Regularity med deres Mazda MX5 fra 1991.
- Den bliver dog stående derhjemme denne gang, men vi har naturligvis trukket på vores egne erfaringer og gode oplevelser for at sammensætte et løb, der både vil udfordre deltagerne og give dem mulighed for at opleve Himmerlands natur, tilføjer Renée Nielsen.
Ikke hurtigt, men præcist
I DASU Classic Regularity handler det ikke om at køre hurtigt, men om at køre præcist.
Deltagerne skal køre en rute på cirka 190 km, hvor 17 specialetaper udgør omkring 150 km af ruten.
På disse specialetaper skal deltagerne holde en fast hastighed - for eksempel 40 km/t - ellers vanker der strafpoint, hvis man kører lidt for hurtigt eller lidt for langsomt.
Det er en udfordring i en klassisk bil, da det kræver tæt samarbejde mellem chaufføren, der kører en bil med manuelt gear og uden fartpilot, og kortlæseren, der skal give præcise anvisninger om de kommende sving, lyder det.
Mange muligheder
Der er mange muligheder for at opleve de mere end 30 klassiske biler i løbet.
Fra kl. 8 til 10:30 samles deltagerne til teknisk kontrol ved Aalestrup Idrætscenter, og det første mandskab starter kl. 10.
Derefter kører deltagerne via Hvilsom, Stenild og Døstrup til Vebbestrup Kirke, hvor bilerne kan ses kl. 11:20-12:20.
- Herfra kører bilerne med et minuts mellemrum videre ad ruten over True og Gunnestrup, og fra kl. 12:35 og en halv time frem kører de op ad Himmerlandsgade i Aars, hvor de holder pause ved Kimbrer Kroen, fortæller Hans Oluf Nielsen.
- Hvis man ikke når at se klassikerne første gang i Himmerlandsgade, skal man ikke fortvivle. Ved halv to-tiden vender de tilbage mod næste del af løbet, som finder sted på vejene ved Suldrup og Byrsted, tilføjer han.
Er man i nærheden af Bislev Kirke, er det et godt sted at opholde sig lørdag eftermiddag.
For i tidsrummet kl. 14:45 til 15:30 holder deltagerne i de klassiske biler pause her, inden de kører videre på den sidste del af ruten.
Den går via Huul Mølle og Veggerby til målet ved Kimbrer Kroen sidst på eftermiddagen.