
Jagt og Fiskeri: Det er altid sæson for friluftsliv
Når det gælder salg af friluftsudstyr, så veksler sæsonerne meget over året. I disse dage slutter jagtsæsonen, så vildtet får fred til at yngle. Imens må jægerne så gå og glæde sig til bukkejagten 16. maj. I Jagt og Fiskeri i Danmarksgade kan indehaver Hans Ole Petersen i stedet for jagtudstyr give fuld gas på fiskeudstyr, for her er sæsonen netop startet. 15. januar udløb fredningen af ørreder i vandløbene.

- Vi ser ind i en god og langt fiskesæson, hvor vi har et stort udvalg i udstyr til både åen, molen og kysten, og vi oplever heldigvis stigende interesse for lystfiskeri. Navnlig kan vi mærke, at havnens ny ydermole tiltrækker mange lystfiskere, siger Hans Ole Petersen.
I butikken fylder jagt- og fiskeudstyr meget, men der kommer også mere og mere udstyr til andre former for friluftsliv. Beklædning, regntøj, vandrestøvler, lejrudstyr og meget andet. Corona-nedlukningen medvirkede til, at endnu flere danskere fik øjnene op for friluftsliv og oplevelser i naturen.

- Vi har jo masser af dejlig natur i Danmark, og med det moderne udstyr, som findes, behøver man hverken blive våd eller kold på turen. Især de svenske produkter er fremragende – svenskerne har en lang tradition for friluftsliv og har udviklet fantastiske produkter hertil. Men vi har også mange kunder, som køber friluftsbeklædning bare til daglig brug. Det er superkomfortabelt at gå i, siger Hans Ole Petersen.