En tur gennem danmarkshistorien: Ny vandrerute indvies i Sæby
SÆBY: Søndag 7. juni kl. 10 indvies Sæbys nye vandrerute, De Glemte Broer, officielt.
Det er en fem kilometer lang fortælling fra Sæbygaard Slot langs Sæby Å til Sæby Havn, hvor der passeres ti broer, som hver især rummer sin helt egen historie.
Her går man ikke bare en tur - man går gennem danmarkshistorien.
- De Glemte Broer er en vandring i tidens stille fodspor, og en fortælling, hvor historie, natur og litteratur smelter sammen. Vi tror på, at mennesker længes efter steder med sjæl.
- De Glemte Broer er ikke skabt som en traditionel attraktion, men som en oplevelse, man mærker helt ind i kroppen. Her møder man stilheden, historien og hinanden, fortæller Esben Thomsen, der er en del af arbejdsgruppen bag projektet.
De Glemte Broer går fra Sæbygaard Slots nyligt restaurerede voldgravsbro gennem Sæbys bølgende bøgeskov, formet af istiden og fyldt med glemte forbindelser - broer i træ og jern, hvor fortidens fodtrin stadig kan anes.
Her krydses broer, der har båret både kærlighed og togvogne, brostensdrømme og barneben.
Langs stier, hvor guldaldermalere forevigede skovens grønne dyb, og hvor kærlighedsstien stadig gemmer på stille fortællinger.
På vejen passeres Rottehullerne, en nærmest magisk kolos af beton, der danner portal mellem skovens ro og byen.
Væver historien sammen
Én anden af broerne bærer navnet Adda Ravnkildes bro, en hyldest til Sæbys egen forfatter, som var forud for sin tid.
De Glemte Broer forbinder dermed mere end landskaber, det er også forbindelsen mellem Sæbys fortid og nutid, hvor broerne væver byens historie sammen - fra slot til skov, fra by til havn - i ét poetisk møde mellem menneske, natur og tid.
Bag projektet står en frivillig arbejdsgruppe under Sæby Erhvervsforening i samarbejde med Frederikshavn Kommune, Nordjyske Bank/Sæbygaard Skov, Sparekassen Danmark og øvrige lokale virksomheder, ildsjæle og samarbejdspartnere.
Projektet har været undervejs i tre år og blev testet første gang i efteråret, hvor mere end 250 mennesker mødte op for at gå ruten.
Nu åbnes første etape af De Glemte Broer officielt med nye infotavler og formidling, der gør området levende for både lokale og besøgende.
Indvielsen sker med støtte fra Nordjyske Bank, Sparekassen Danmark, Nord Energi Fonden og lokale leverandører.
Store ambitioner
Ambitionen for projektet er stor, for på sigt skal De Glemte Broer udvikles til en certificeret vandrerute med international appel, hvor målet er en klassificering som en femstjernet vandreoplevelse.
Indvielsen finder sted på gårdspladsen foran Sæbygaard Slot, hvor borgmester Jon Andersen (V) klipper den røde snor - og efter et musikalsk indslag sendes de første vandrere afsted.
Turen foregår i mindre grupper og undervejs bliver der adgang til historier om broerne, naturen og byens udvikling.
Ved turens afslutning på Sæby Havn er det muligt at købe Essens Gaardens populære fiskefrikadeller.
Arrangementet varer fra kl. 10 til 13, det er gratis, men kræver tilmelding, som kan tilgås her.