Kunsten flytter tættere på havet i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Havnen er ikke blot kulisse - den er en aktiv del af fortællingen. Derfor har skulptør Jørn Erik Nielsen flyttet sit atelier fra Gl. Skagensvej til Fiskerihavnsgade.
Det fortæller kunstneren i en pressemeddelelse.
- Jeg har altid været optaget af livet omkring havet. Her findes en råhed og ægthed, som passer til mine skulpturer. Det føles som det rigtige sted at være, siger han.
Besøgende får mulighed for at opleve skulpturerne på nært hold, gøre en god handel og høre om tankerne bag værkerne direkte fra kunstneren selv.
Jørn Erik Nielsen arbejder primært i bronze og stentøj og er kendt for sine karakteristiske skulpturer, der henter inspiration fra naturen, kulturen og hverdagens oplevelser - ofte med et nordjysk glimt i øjet. Han har en solid kunstnerisk baggrund fra Hjørring Kunstskole, Aarhus Kunstakademi og Skulpturskolen i Skanderborg.
Samtidig med åbningen af det nye atelier kan hans værker opleves flere steder i landsdelen. Han er fast udstiller i Kunst for dig i Skagen og partner i Kunsthuset i Lønstrup.