Møllen har fået nye vinger: - Nu også med sejl
SKAGEN: Kragskov Mølle på Kystmuseet Skagen har fået nye møllevinger med sejl og er samtidig blevet restaureret takket være fondsmidler fra A.P. Møller Fonden.
De mekaniske dele bag vingerne og møllehatten er også blevet restaureret, hvilket åbner for nye formidlings- og oplevelsesmuligheder for Kystmuseets gæster.
Det skriver Nordjyllands Kystmuseum i en pressemeddelelse.
Den stråtækte Kragskov Mølle er ikke blot et ikonisk vartegn for Kystmuseet Skagen, men også for Vesterby i Skagen.
I en længere periode har møllevingerne været taget ned af sikkerhedsmæssige hensyn, mens Kystmuseet arbejdede på at skaffe fondsmidler til nye vinger og en omfattende restaurering af møllen.
Nu kan både lokale og besøgende igen glæde sig over synet af Kragskov Mølle med sejl på vingerne.
Møllen fremstår flot og nyrenoveret takket være en generøs bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
I forbindelse med restaureringen er de mekaniske dele i møllehatten blevet genetableret, så det igen er muligt både at dreje vingerne og “krøje” møllehatten.
At krøje en møllehat betyder, at den øverste del af vindmøllen drejes, så vingerne vender direkte mod vinden og dermed kan udnytte vindenergien optimalt.
Nye oplevelses- og formidlingsmuligheder
Hos Nordjyllands Kystmuseum vækker restaureringen stor glæde:
- Vi er meget taknemmelige for, at Kystmuseet med den generøse donation fra A.P. Møller Fonden igen har fået vinger på Kragskov Mølle – og nu også med sejl. Det glæder både museet, skagboerne og vores mange gæster. Møllens vinger har ikke drejet rundt i mange år, så for mange er det en stor oplevelse i sig selv, siger Maria Groes Eldh, konstitueret direktør samt salgs- og marketingchef hos Nordjyllands Kystmuseum.
- Vi har planer om at etablere et mindre møllelaug, som kan hjælpe med at holde vingerne i gang og bidrage til nye spændende formidlingsaktiviteter med afsæt i møllens fascinerende kulturhistorie, tilføjer hun.
Sidste år lancerede Kystmuseet desuden en række audioguides på dansk, tysk og engelsk, blandt andet med fokus på Kragskov Mølle og dens kulturhistoriske betydning.
Kragskov Mølle var oprindeligt en vandpumpemølle fra Ellinge Enge. I 1872 blev møllen flyttet til Jerup og ombygget til kornmølle, og i 1953 blev den flyttet til museet i Skagen.
Møllen er en såkaldt hollændermølle, hvor møllehat og vinger drejes efter vindretningen. Den er indrettet med to melkværne på kværnloftet, en grynkværn, en melsigte i kælderen samt en sækkeelevator. ¨
Der har været kendskab til møller i Skagen siden 1600-tallet, men i 1800-tallet fandtes der kun tre møller i byen.