Kristian overtager livsværk fra familien Petersen
SÆBY: Efter 58 år i familien Petersens eje er Tømrer- og Snedkerfirmaet Hugo Petersen & Søn nu klar til et skifte.
Det er, ikke uventet, blevet 37-årige Kristian Kvistgaard, der som ny ejer skal videreføre virksomhedens gode navn og ry.
Kristian Kvistgaard har i mange år været en del af Hugo Petersen & Søns DNA.
Han stiftede for første gang bekendtskab med firmaet, da han var i to-ugers erhvervspraktik, som udviklede sig til et fritidsjob.
Efter 9. klasse kom han i lære som tømrer hos virksomheden på Tranåsvej, og svendeprøven blev bestået i 2005.
Siden har Kristian været fast mand i Sæbys ældste tømrer- og snedkerfirma, hvor han løbende har udviklet sine faglige kompetencer.
Kristian, der er født og opvokset i Sæby, bor i dag kun et par hundrede meter fra sin arbejdsplads, sammen med sin kone og to døtre på syv og ni år.
Overtagelsen af firmaet har været under forberedelse i de seneste tre år, så familien har gradvist vænnet sig til, at farmand i perioder bruger mindre tid på hjemmefronten.
- Der er heldigvis fuld opbakning fra familien til, at jeg bliver selvstændig, og at jeg specielt i starten må lægge min kræfter i at fremtidssikre virksomheden, siger Kristian Kvistgaard.
Den nye ejer understreger, at kunderne ikke kommer til at mærke forskel i den daglige drift, hvor hans syv dygtige medarbejdere altid udfører arbejde af høj kvalitet.
Hvorfor lave om på noget, der fungerer?
Den nye ejer har ingen planer om, at firmaet skal vokse.
- Med fem svende og to lærlinge vil vi ikke gabe over mere, end vi stadig er sikre på, at kvaliteten holder, understreger Kristian Kvistgaard og fortsætter:
- Jeg holder af at supplere mine administrative opgaver med praktisk arbejde hos kunderne, hvilket kan lade sig gøre med den nuværende virksomheds størrelse.
For at kunderne kan opleve virksomhedens værdier om tryghed, tillid og kvalitet, er det nødvendigt med en faglig stolthed blandt tilfredse medarbejdere. Derfor er det også vigtigt for den nye ejer at videreføre det gode arbejdsmiljø, hvor alle trives og glæder sig til at komme på arbejde hver dag.
Personaleplejen og arbejdsmiljøet har været med til at sikre, at flere af svendene og bogholderen har kunnet fejre runde jubilæer.
Med fokus på det gode håndværk udfører Hugo Petersen & Søn en bred pallette af tømrer- og snedkeropgaver. For øjeblikket kører flere medarbejdere til Brønderslev, hvor de er i gang med en større tagrenovering for en boligforening.
Ejerskifte reception
For at festligholde overtagelsen, inviterer den tidligere og nye ejer til en uformel reception fredag 12. juni klokken 13 til 16 på Frøken Madsens Spisehus.
Alle kunder, samarbejdspartnere og bekendte af virksomheden er velkomne.
Mon ikke der bliver budt på såvel en indkitnings som en udkitnings bajer?