En fast støtte fik prisen
SÆBY: Tirsdagscaféen i Baptistkirken i Sæby, med deltagelse af omkring 25 deltagere, lignede sig selv.
Snakken gik lystig hen over bordene blandt de fremmødte, indtil dagens vært Gunna Nielsen rejste sig og bød velkommen og foreslog at synge morgensangen "Gud, du som lyset og dagen oplod" skrevet af Carl Joakim Brandt i 1874. Efter et Fadervor blev der budt på formiddagskaffe med lækkert hjemmebagt brød.
Den hyggelige stemning blev dog brat afbrudt, da Gunna åbnede døren og fire nydelige herrer i hvid skjorte og mørke bukser trådte ind i lokalet og undskyldte afbrydelsen, men de var sat må en vigtig mission, nemlig at overrække prisen ”Årets Civitan Borger” til én af gæsterne.
Den humanitære forening Civitan Club Sæby blev stiftet 11. maj for 35 år siden. I stedet for at modtage fødselsdagsgaver, uddeler foreningen en pris til en person eller gruppe, som gør en forskel i lokalsamfundet.
Det stod hurtigt klart, at dagens hovedperson var Doris Trudslev, som dog ikke selv i starten forstod, at det var hende hæderen var tiltænkt.
- Tildeling af prisen skal ses på baggrund af Doris Trudslevs store engagement i Sæby Baptistmenighed, fremhævede Hans Overgaard fra Civitan.
Begrundelsen for tildelingen af prisen lød videre, at Doris Trudslev er yderst aktiv og udfører et stort almenvelgørende arbejde i Baptistkirken i Sæby - en kirke som nyder godt af hendes inspirerende gudstjenester, ligesom hun gerne træder til når andre baptistkirker i Vendsyssel har behov for assistance.
Står en genbrugsbutik i Sæby med et hul i vagtplanen, står Doris klar til at give en hånd med.
Inden Doris Trudslev gik på pension, har mange sygeplejeelever haft glæde af hendes kompetencer som lærer på Sygeplejeskolen i Hjørring.
Trods personlige udfordringer er Doris en yderst positiv og meget omsorgsfuld person, som man altid kan regne med.
Ud over hæderen består prisen som Årets Civitan Borger af en plakette, diplom og et kontant beløb på 5.000 kroner.
Under sine takkeord bekendtgjorde Doris, at beløbet vil komme til at gøre nytte i baptistmenigheden.