Seneste nyt
Billede beskrivelse

Op mod 1200 hunde indtager Skagen Strand i weekenden

19. maj 2026 kl. 19.00

SKAGEN: Dansk Kennel Klubs kreds 7 i Nordjylland har arbejdet målrettet på at få en stor nordisk hundeudstilling til området omkring Skagen. 

I pinsen lykkes det, når Skagen Strand Resort i Hulsig danner ramme om en international hundebegivenhed med op mod 1200 hunde over to dage.

Alt fra Chihuahuaer til Irske Ulvehunde er repræsenterede ved udstillingen, som egentlig er et lidt misvisende ord, da der reelt er tale om en konkurrence, og som formanden fra Dansk Kennel Klub i Nordjylland, Vibeke Ellesøe siger, så er det en sport.

- Alle kan i princippet deltage, hvis hunden har en godkendt stambog under Dansk Kennel Klub eller de tilsvarende nordiske kennelklubber. Nogle kommer med stor erfaring og ringtræning, mens andre prøver det for første gang, siger hun.

Billede beskrivelse

Den nordiske hundeudstilling finder sted 23. og 24. maj, og dommerne kommer blandt andet fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland, Gibraltar og Irland. Også Dansk Kennel Klubs formand, Jørgen Hindse, deltager som dommer, hvilket, ifølge arrangørerne, er usædvanligt.

Der ventes deltagere fra hele Norden, og omkring 70 procent af de tilmeldte er nordmænd. 

Hundene konkurrerer om både almindelige certifikater og nordiske certifikater, som kan føre til titlen som nordisk champion.

Ifølge Vibeke Ellesøe giver placeringen i Hulsig god mening i forhold til de mange nordiske deltagere og den tætte forbindelse til resten af Norden.

Skønhedskonkurrence og dyrevelfærd

- At kalde det en hundeudstilling er jo i virkeligheden lidt misvisende. Det er faktisk en skønhedskonkurrence for hunde, og det er der nogen, der godt kan blive lidt provokeret af, siger Vibeke Ellesøe, formand for Dansk Kennel Klub kreds 7 i Nordjylland.

Hun understreger samtidig, at konkurrencerne i dag i høj grad også handler om dyrevelfærd, temperament og racestandarder.

- Der er kommet meget mere fokus på dyrevelfærd. Hundene må for eksempel ikke stå på borde så længe som tidligere, og der er også regler omkring halsbånd og håndtering. Dansk Kennel Klub samarbejder med dyrevelfærdsforeninger, forklarer hun.

Hundene bliver bedømt på blandt andet temperament, højde, pels og bygning ud fra internationale standarder. I løbet af dagen konkurrerer de bedste hunde videre mod hinanden, indtil dommerne finder frem til Best in Show, som er weekendens bedste hund blandt alle deltagende racer.

Meget mere end bare en hundeudstilling

Skagen Strand Resort er valgt som ramme for arrangementet blandt andet på grund af områdets store udendørsarealer og faciliteter. Samtidig håber arrangørerne, at mange af gæsterne vil få øjnene op for Skagen og området omkring Hulsig.

Der bliver fri adgang for publikum begge dage, og ud over konkurrencerne vil der også være boder med blandt andet hundeudstyr, lokale produkter, streetfood og aktiviteter for børn. Ifølge arrangørerne bliver der blandt andet ansigtsmaling, ballonhunde og familieaktiviteter i løbet af weekenden.

Hundeudstillingen finder sted lørdag 23. maj og søndag 24. maj fra klokken 8.00 til cirka 17.00. Der er bedømmelser fra klokken 9.30. Det er gratis at være publikum ved eventet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste