Skift område
Spil
Lyd
Kalenderen
Tilmeld nyhedsbrev
Tip os
E-avis
Kontakt
Grønland set gennem Ulriks briller
DRONNINGLUND: Ulrik Elmkvist Eriksen fra Dronninglund lod sig i sommeren 2023 efter 41 års tjeneste pensionere fra politiet. Igennem årene var han 13 gange udsendt til Grønland i sammenlagt seks år. Sammen med sin hustru, Solveig, har han efter pensioneringen rejst en del, bl.a. fire måneder i New Zealand og Tasmanien.
- Der er flere rejsemål på listen, men Grønland var ikke et af dem, fortæller Ulrik, der dog ikke kunne få det land, der har givet ham så mange oplevelser, ud af hovedet.
- En dag i november sidste år buldrede Grønland som så mange gange før frem i mine tanker. På Facebook så jeg et stillingsopslag, hvor Topas Explorer Group søgte medarbejdere til den kommende sommer i Ilulissat, hvor der var brug for guider og matroser. Selvom jeg ingen erfaring havde på de områder, syntes jeg, at det lød spændende, og lidt kunne jeg vel også fortælle om Grønland efter seks års ophold deroppe.
Jeg nævnte stillingsopslaget for Solveig, der spontant udbrød:
- Søg stillingen, og får du den, så smutter du bare.
- Det var som sædvanlig klar og tydelig besked fra den front.
Ansøgning afsendt
- Kort tid efter ansøgningen var indsendt, blev jeg ringet op af en ledende medarbejder fra Disko Line, der er den del af Topas, der befordrer passagerer rundt i Diskobugten. Lederen forklarede, at han stod og manglede en medarbejder, der ville påtage sig chauffør- og matrosopgaver, og om det var noget for mig. Jeg ville få en makker, da der i perioder var opgaver frem til midnat. Kravet om at kunne styre en bil kunne jeg honorere, men matrosopgaverne vidste jeg meget lidt om, forklarede jeg.
- Det lærer du deroppe, lød svaret.
- Efter 10 minutters samtale var jeg ansat i perioden 1. juni til 2. august. Multifunktionsmedarbejder stod der i kontrakten, og den stillingsbetegnelse skulle senere vise sig at passe meget godt. 31. maj landede jeg i Ilulissat, der er en meget smuk by med ca. 4.500 indbyggere og den tredjestørste i Grønland. Byen har jeg besøgt flere gange og senest i 2019. Her mødte jeg min kommende makker, Niels, som jeg også skulle bo sammen med i et pænt hus tæt på Disko Lines kontor og byens butikker.
Allerede dagen efter var vi i gang. Sammen med et par håndværkere sejlede Niels og jeg til Qasigiannguit, hvor køkkenet i et af Topas huse skulle færdigmonteres. Køkkenmontage var heller ikke en af mine spidskompetencer, så i stedet for at gå i vejen for fagfolkene gik jeg op og besøgte byens politi. Qasigiannguit var et af de tre steder, hvor jeg arbejdede under min første udsendelse i 1991. Et dejligt gensyn nu 34 år senere.
Kursus i søsikkerhed
- 3. juni gennemgik Niels og jeg sammen med en herlig flok unge guidestuderende det obligatoriske kursus i grundlæggende søsikkerhed. Arbejdet som guide og chauffør indebærer også af og til matrosarbejde. Efter en grundig teoretisk undervisning afsluttedes dagen med en praktisk redningsøvelse i Diskobugten, hvor vi alle iført overlevelsesdragter røg i baljen. Her lærte vi bl.a. at søge sammen i stjerneformation for lettere at kunne lokaliseres fra luften. Her fire uger efter, jeg startede, må jeg bare sige, at der bliver gået til stålet fra de unges side. Jeg har oplevet dem både som guider og matroser. Jeg har altid nydt samværet med unge mennesker, der søger eventyret og griber de muligheder, der byder sig. En af de nye guider, Laura, har i øvrigt bedsteforældre i Dronninglund.
- Niels og jeg får kørt nogle kilometer i minibussen til og fra havnen med det sejlende personale og turister. Derudover sørger vi for, at post til bygderne kommer med vores både. Topas råder over syv hurtiggående passagerbåde og to stålkuttere. Alle bådene anvendes også til de ture, Topas tilbyder sine gæster.
Dygtige bådførere
- Jeg har den største respekt for de bådførere, der under alle typer vejrforhold sikkert og rutineret sejler passagerer rundt i Diskobugten. Her må jeg nævne John, der er en munter garvet bådfører på 60 år fra Maniitsoq. Han har altid noget at fortælle og med et glimt i øjet. En dag efter endt sejlads hentede jeg ham og kørte ham til hans bolig. Da han steg ud af bilen, bøjede han sig ned og samlede noget op. Det var en tom sodavandsdåse. John henvendte sig til mig og sagde:
- Ulrik, de unge smider bare tingene. Den er to kroner værd. Jeg samler den og de andre, jeg finder, i en pose, og når posen er fuld, går jeg til butikken og køber slik. Eller et par bajere, hvis det ellers skal være.
- Herpå lo han og sagde tak for i dag.
- Grønlændere anvender meget ofte ordet ellers, slutter Ulrik Elmkvist Eriksen, der nyder sit ophold.
- At opleve Grønland på en helt anderledes måde er yderst behageligt. Ingen telefon eller pistolbælte i soveværelset giver jo alt andet lige en roligere søvn.
