Grundlovsdag blev fejret i Den Runde Pavillon
BRØNDERSLEV: Det er eftermiddag fredag 5. juni.
Klokken godt 15 begynder en regn at dryppe over Rhododendron Parken i Brønderslev.
Først stille - få minutter senere dog mere aggressivt.
Og så står det pludselig ned i "stænger".
Men det tager de stille og roligt i Den Runde Pavillon, hvor en forsamling sidder spredt ud ved pavillonens langborde for at fejre Grundlovsdag.
Og de sidder jo i dejligt tørvejr.
Det er den lokale afdeling af Det Konservative Folkeparti, der står for arrangementet, og lige præcis der, lidt efter klokken 15, går partiets tidligere formand samt udenrigs- og økonomiminister Lene Espersen op på scenen for at holde sin grundlovstale for forsamlingen.
Hvoraf de fleste nok er konservative - politikere eller vælgere.
- Grundlovsdag er noget særligt. Dagen hvor vi fejrer vores forfatning, indleder den tidligere minister og partiformand.
Det er dog en stille fejring, for Den Runde Pavillon er ikke engang halvfyldt. Der er vel kun godt 50 mennesker til stede.
Jeg finder Brønderslevs viceborgmester, den konservative Peter Stecher, som holder sig diskret i baggrunden og overlader scenen til de tre talere.
Udover Lene Espersen er det det nyvalgte folketingsmedlem og medlem af Aalborgs byråd, 23-årige Sofie Therese Svendsen, og medlem af Brønderslevs byråd, den tidligere børnelæge Karen Tilma.
Jeg spørger Peter Stecher, hvorfor vi stadig skal fejre grundlovsdag?
- Det er vigtigt at bakke op om vores demokrati og vise forståelse for dem, der historisk har skabt vores demokrati. Det er vigtigt at være opmærksom på demokrati i en verden, hvor vi kan se, hvordan den amerikanske præsident, Donald Trump, og den russiske statsleder, Vladimir Putin, sætter demokratiet voldsomt under pres, svarer Peter Stecher.
Men der er jo ikke kommet så mange for at fejre dagen - er du lidt skuffet over det lille fremmøde?
- Jeg synes faktisk det er fint. For nogle år siden var fremmødet noget mindre end i dag, så selvom der ikke er så kommet så mange i dag, så synes jeg da, at det går den rigtige vej, uddyber Peter Stecher.
På scenen taler Lene Espersen engageret om flere kernekonservative emner.
Blandt andet om hvor vigtig forsvarspolitik er blevet i disse omtumlede tider, hvor ingen kender dagen i morgen.
- Frihed er ikke noget man får foræret - det er noget man forsvarer, lyder det oppe fra scenen.
Da Lene Espersen slutter sin tale, takker forsamlingen med en lang klapsalve og viser deres respekt for den tidligere partiformand.
Udenfor er regnen ophørt.
Brønderslevs formentlig eneste grundlovsmøde synger på sidste vers.
Jeg udnytter tørvejret til at finde min bil og snige mig hjemover - gg går dermed glip af dagens sidste programpunkt, som er en fællessang.
Og til et konservativt arrangement, så slutter man - selvfølgelig - med at istemme nationalsangen: Der er et yndigt land!