Seneste nyt
Billede beskrivelse

Vera kørte hjem fra markedet i en spritny Toyota

08. juni 2026 kl. 08.01
Opdateret kl. 11.38

HJALLERUP: Vera Sørensen havde søndag formiddag sammen med sin mand taget turen fra Arden til Hjallerup Marked. 

Her var hun rundt på markedet og gav sig også tid til at købe 100 lodder i Hjallerup Borgerforenings tombola. 

Det skulle vise sig at være en god idé, for på et af lodderne stod der nemlig ”Hovedgevinst C”.

Billede beskrivelse

Det betød, at hun havde vundet en af de tre hovedpræmier. 

Hovedgevinsten var en Toyota Aygo X, andenpræmien en elektrisk ladcykel og tredjepræmien en børne-ATV.

Tidligt udsolgt

Tombolaen er populær, og allerede omkring kl. 14 søndag eftermiddag var der udsolgt, så mange gik forgæves.

- Jeg kan næsten ikke vente, for jeg har gået med mit lod i lommen siden i formiddags, sagde Vera Sørensen, da hun mødte op ved tombolaen kort før kl. 17, hvor præmierne skulle udtrækkes. 

De to andre med hovedgevinstlodder var også mødt op.

Billede beskrivelse

- Jeg kan godt bruge både en ATV og en ladcykel, for jeg har 13 børnebørn, men jeg vil nu helst vinde bilen, sagde Vera.

Og det gjorde hun, og hun kunne derfor glad og tilfreds få udleveret nøglerne og sætte sig i den nye bil.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Mine ben ryster, men jeg er så glad, sagde Vera Sørensen, der blev den heldige vinder af årets markedsbil i Hjallerup.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste