Et på alle måder vellykket marked i Hjallerup
HJALLERUP: Det var en træt, men meget tilfreds formand for Hjallerup Marked, Michael Ottesen, der ved markedets afslutning søndag aften kunne se tilbage på et vellykket marked med masser af gæster og god stemning.
Det var første år, Michael stod i spidsen for markedet.
- Jeg synes, det er gået over al forventning. Alle jeg har mødt er glade og tilfredse. Det gælder lige fra kræmmere til tivoli, frivillige og gæster, der kommer her. Der er ikke en sur mine, heller ikke selvom vejret ikke hele tiden har været med os. Man tager bare tøj på til det, understreger formanden.
God omsætning
- Vi kan ikke sammenligne os med sidste år, for da var markedet en dag længere på grund af Kristi himmelfartsdag, men sammenligner vi med 2024, så er vi igen i rekord, siger formanden.
Han kender ikke det eksakte beløb endnu, men de har omsat for mere end i 2024.
- Det er jo egentlig utroligt, at det kan blive ved med at vokse, men det er jo, fordi folk gerne vil os. De føler, at det er trygt og godt at være her, så jeg kan kun sige, at jeg er meget tilfreds. Jeg lægger heller ikke skjul på, at det er de 2.200 frivilliges skyld, siger han.
Han peger på, at det er de frivilliges fortjeneste, at de kan have så godt et marked, som det er.
- Vi kan planlægge en masse ting i markedsudvalget, men det er de frivillige, der løber med bolden. De er trætte nu, men ingen føler, det er træls, lyder det fra formanden.
Arbejder for byen
- Markedet er et stort arbejde og kræver mange hænder. Men her er det jo, vi skal huske på, at overskuddet faktisk går til byen. Jo mere man gider at støtte arrangementet, jo nemmere får vi det her i byen, siger Michael Ottesen.
Byen får således snart en tredje idrætshal, så alle kan se, at man får noget ud af markedet og det arbejde, man lægger i de dage, hvor det afvikles.
- Det er der heldigvis mange, der gerne vil. Det er hårdt arbejde, men de fleste synes faktisk også, at der er hyggeligt, siger han.
Roligt forløb
- Vi har haft et roligt og godt marked. Når jeg taler med politiet, siger de det samme. Vi samlede således omkring 10.000 unge mennesker til en stor fest torsdag aften. Der var måske fem, der lavede lidt ballade, men det er jo ikke flere end i Jomfru Ane Gade. Vi er meget tilfredse, og det ved jeg også, de unge er. Jeg er en glad formand, der kan se tilbage på et på alle måder godt marked, slutter Michael Ottesen.