24 sager om stoffer på Hjallerup Marked: - Der var styr på arrangementet
HJALLERUP: Både voldssager, spirituskørsel og sager om besiddende af euforiserende stoffer er blot et udpluk af, hvad Nordjyllands Politi noterede sig under årets Hjallerup Marked.
Dét til trods skriver politiet i en pressemeddelelse, at årets marked "forløb forventeligt og i god ro og orden det meste af tiden".
- Der var generelt et godt markedsvejr det meste af tiden, og fra et politimæssigt synspunkt blev markedet afholdt med festglad stemning og i god ro og orden - der var styr på arrangementet.
- Når det er sagt, så ved vi også godt erfaringsmæssigt, at når så mange mennesker samles - og der drikkes en del alkohol - så bliver der også noget uro, hvor vi som politi må skride ind. Det var også tilfældet på Hjallerup Marked, siger Maiken Saaby, der er vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi.
Flere voldssager
I alt har politiet noteret fem voldssager - heraf én for grov vold.
- Det er klart, at det er nogle sager, vi bestemt helst havde set, ikke fandt sted. Dem efterforsker vi nu, siger Maiken Saaby.
Hun tilføjer, at der i de kommende dage godt kan løbe flere ind fra Hjallerup Marked, "som kan ændre politiets billede", lyder det.
I alt 24 sager om besiddelse af euforiserende stoffer har Nordjyllands Politi også noteret, ligesom man eksempelvis har taget fem personer for spirituskørsel og fem personer for narkopåvirket kørsel.
Du kan læse mere om Hjallerup Marked, og hvad den nytiltrådte formand Michael Ottesen synes om dette års udgave, i artiklen her.