Knap to uger efter skarp deadline er alle stadig i venteposition i Brønderslev
BRØNDERSLEV: Det er fire år siden, Big Dollar i Brønderslev åbnede for første gang.
Nu er der imidlertid gået over et halvt år siden, butikken blev erklæret ulovlig - men åbent, det har butikken stadig. Også selvom der var sat en skarp deadline i slutningen af maj.
Det hænger sammen med en verserende klagesag - i et langstrakt og indviklet forløb - beskriver branchemediet RetailNews.
Over for mediet bekræfter både Brønderslev Kommune og Big Dollars danske landechef, Peter Jakobsen, at man i øjeblikket befinder sig i en venteposition.
- Vi håber naturligvis, at Planklagenævnet snarest kommer med en klar afgørelse på den klage, som Big Dollar har indgivet, så der er nogle faste retningslinjer at forholde sig til for både os kommuner, som skal administrere Planloven, og for butikker som Big Dollar. Det vil uden tvivl lette sagsbehandlingen hos alle involverede parter, siger Anette Ravnholt, der er direktør for Klima, teknik og kultur i Brønderslev Kommune til RetailNews.
Så klagesagen ligger ved Planklagenævnet, kan den lokale Big Dollar-afdeling - som i øvrigt omtales som "landets måske mest omtalte Big Dollar-butik" af RetailNews - fortsat holde åbent på Jernaldervej i byen.
Hvornår der kommer en afklaring på sagen er endnu uvist.