Nye øl-navne hylder det lokale: – Vi er stolte over at komme fra Fur
FUR: Fur Bryghus vil endnu tættere på sine rødder med et helt nyt design.
Det gør de blandt andet ved nu at omdøbe øllene med inspiration fra lokalområdet.
– Vi er stolte over at komme fra Fur, og det er også baggrunden for, at vi nu integrerer øen endnu mere i vores grafiske udtryk, fortæller administrerende direktør Thomas Hald Blouner.
Det nye design tager udgangspunkt i det historiske Fur med blandt andet fossiler, Unesco-kandidaten Knudeklint samt øens helt unikke vand, som gør øllene fra Fur Bryghus til noget ganske særligt.
– Vandet siver gennem øens lag af molér og vulkansk aske, hvilket naturligt renser og beriger det. Undervejs optager vandet vigtige mineraler, der bidrager til at skabe en velsmagende og velafbalanceret øl ved at fremhæve de naturlige smagsnoter af de andre råvarer, fortæller Thomas Hald Blouner.
Allerede nu kan du altså finde øl med navne som: Stenhøje Pilsner (ved havnen), Knuden Classic (opkaldt efter Knudeklinten), Bette Jens Hyw Blanc (opkaldt efter Furs højeste punkt), Gammelhavn Ale, Bispehuen Blond, Smedjehøje Schwarzbier og så videre.
Den administrerende direktør understreger, at der ikke ændres noget ved selve øllet.
– Det er stadig de kendte øl med den velkendte gode smag fra Fur.