Seneste nyt
Billede beskrivelse

Thys billigste festival rocker igen lørdag: Fadøl til rimelige priser og musik for en god sag

04. september 2026 kl. 10.00

ULSTRUP: Lørdag er der for niende gang Ulstrup Rock i Thy. 

Her er billet- og ølpriserne holdt helt i bund med fuldt overlæg. Festivalen skal nemlig være for alle – og samtidig skaffe penge til Enggårdens Venner.

Lørdag rocker Ulstrup igen, når Ulstrup Rock for niende gang slår dørene op til en lang dag og aften med livemusik.

Som sædvanlig falder arrangementet sammen med Øllets Dag i Thisted, og gennem årene har mange benyttet muligheden for at fortsætte en god dag i øllets tegn ved at lægge vejen forbi Ulstrup.

Her venter en festival, hvor arrangørerne har gjort en dyd ud af at holde priserne helt i bund.

Billede beskrivelse

Ulstrup Rock kalder sig ”Thys billigste festival”, og det er ikke tilfældigt. Det er et helt bevidst valg fra arrangørernes side.

- Vi skal være en festival for alle. Alle skal have råd til at komme ind, og drikkevarerne skal være til absolut fornuftige priser. Hvor mange steder på en festival kan man købe en halv liter fadøl til kun 30 kroner? siger Nikolaj Nygaard Jørgensen, leder af Ulstrup Rock – Thys Billigste Festival.

Festivalen arrangeres i samarbejde med Enggårdens Venner. Enggården i Ulstrup nær Hundborg er et socialt arbejds- og bofællesskab for mennesker med psykisk sårbarhed.

Derfor er det også vigtigt for arrangørerne, at økonomien ikke skal stå i vejen for at være med.

- Vi laver en festival, hvor også ”fattigrøve” kan få en fed oplevelse. Det er vi stolte af, siger Nikolaj Nygaard Jørgensen.

Billede beskrivelse

75.000 kroner i overskud

Selv om priserne holdes lave, lykkes det samtidig festivalen at tjene penge til Enggårdens Venner.

Sidste år omsatte Ulstrup Rock for omkring 200.000 kroner og endte med et overskud på 75.000 kroner.

Det kan ifølge Nikolaj Nygaard Jørgensen kun lade sig gøre takket være opbakningen fra festivalens sponsorer. Han fremhæver især hovedsponsorerne Hundborg Tømrer og Snedker, MP Montage og Nørhaa Auto samt en række mindre sponsorer.

Sponsorernes støtte er med til at gøre det muligt både at holde priserne nede og samtidig skabe et overskud til det gode formål.

Musikere spiller gratis

Også musikerne bakker op. Som sædvanlig byder programmet på en lang række orkestre og solister, som spiller gratis for det gode formål.

I år kan publikum opleve Sofie F, Thy Big Band, T'Paz, Xensei, Nadja Broholm, Riverbed Canyons, Wawes, Fronciska Zea, Seizing Blackwater og Dark Poison.

Festivalen afholdes på stedet, hvor Ulstrup Hovedgård tidligere lå. I år er festivalpladsen blevet yderligere opgraderet, blandt andet med flere telte, så festen kan fortsætte, selv hvis vejrguderne ikke viser sig fra deres bedste side.

Jagter endnu en publikumsrekord

Sidste år købte omkring 500 mennesker billet til Ulstrup Rock. Det var ny rekord, og Nikolaj Nygaard Jørgensen håber, at mindst lige så mange vil lægge vejen forbi lørdag for at høre musik, hygge sig og samtidig støtte Enggårdens Venner.

Festivalen har desuden sørget for busser mellem Thisted og Ulstrup, så gæsterne har mulighed for både at komme til festivalen og sikkert hjem igen.

Ulstrup Rock begynder lørdag klokken 13 og fortsætter til efter midnat.

Yderligere information om festivalen findes på Facebook-siden ”Ulstrup Rock – Thys billigste festival”.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste