25 år med landbrug og ejendomme: Ole Sand fejrer jubilæum
THISTED: Da Ole Sand i 2010 var med til at etablere Fjordland Mægler, bestod mæglerforretningen af to medarbejdere. Siden har han været en drivende kraft i udviklingen af forretningen, der i dag er en markant aktør på markedet for landbrugsejendomme.
Nu kan den mangeårige landbrugsmægler fejre 25 års ansættelse hos Fjordland og det tidligere Landbo Thy.
Det skriver Fjordland Mægler i en pressemeddelelse.
Regnskabstekniker, økonomirådgiver, souschef, leder og landbrugsmægler. Ole Sand har haft flere funktioner gennem sine i alt 25 år hos Fjordland og det tidligere Landbo Thy. Men særligt én opgave har sat et tydeligt aftryk.
I 2010 var han med til at etablere den mæglerforretning, der i dag er Fjordland Mægler. Dengang bestod den af to medarbejdere.
Da Ole Sand sidste år valgte at give ledelsesansvaret videre, var afdelingen vokset til ni medarbejdere med kompetencer inden for landbrugs- og produktionsejendomme, boliger og sommerhuse.
Udviklingen er sket i takt med, at Fjordland Mægler har opbygget en stærk position inden for særligt salg og vurdering af landbrugsejendomme.
- Det har været spændende at være med til at bygge mæglerforretningen op og se den udvikle sig. Landbruget er det, jeg kender, og det, jeg interesserer mig for. Samtidig har det altid været vigtigt for mig at komme ud til kunderne. Som mægler møder man nye mennesker og nye ejendomme hele tiden, og det gør arbejdet afvekslende, siger Ole Sand.
Har sat sit aftryk på Fjordland Mægler
Ole Sand er uddannet landmand og begyndte siden sin karriere inden for økonomi og regnskab.
Fra 1993 til 1998 var han ansat i Landbo Thy, og i 2006 vendte han tilbage. To år senere blev han souschef, inden mæglerforretningen blev etableret i 2010.
Ifølge afdelingsleder for Mægler & Jura Marie Krabbe har hans kombination af kendskab til landbruget, økonomisk indsigt og mange års erfaring med ejendomshandler været afgørende for udviklingen.
- Ole har været med til at forme den måde, vi rådgiver og tager os af vores kunder på i Fjordland Mægler. Hans utrættelige dedikation til og interesse for landbruget har været en væsentlig del af, at vi i dag står som en markant aktør på markedet for landbrugsejendomme. Han rummer en stor faglighed og har samtidig formået både at holde en tæt kontakt til sine kunder og dele sin erfaring med kollegerne. Det har sat et tydeligt aftryk på Fjordland Mægler, siger Marie Krabbe.
Tilbage til kunderne
I takt med at mæglerforretningen voksede, ændrede Ole Sands rolle sig også.
Fra selv at være mægler kom personaleledelse, rekruttering og den daglige drift til at fylde en stadig større del af arbejdsdagen.
Sidste år valgte han derfor at slippe ledelsesansvaret. I dag koncentrerer han sig hovedsageligt om køb og salg af især større landbrugs- og produktionsejendomme.
- Jeg har længe ønsket mig et arbejdsliv, hvor jeg har særlig god tid til kunderne. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg fik muligheden for at koncentrere mig om det, jeg brænder allermest for: landbrug, ejendomme og tæt kontakt med mine kunder. Og så synes jeg, stafetten er blevet givet videre til yngre kræfter på allerbedste vis, siger Ole Sand.
Selv om han har sluppet ledelsen, er erfaringen fra 25 år i rådgivningsvirksomheden og mere end 15 år med Fjordland Mægler fortsat i huset.
Nu er der mere tid til det, Ole Sand selv helst vil: ud på landevejen, ind på ejendommene og tæt på kunderne.
Jubilæet markeres med Ole Sands nærmeste kolleger på Fjordland Mæglers kontor i Thisted fredag den 28. august.