Byggeri af ny købmandsbutik tager form
SEJERSLEV: Byggeriet af det storstilede købmandsprojekt i Sejerslev blev sat i gang for 14 dage siden med lidt forsinkelse i forhold til tidsplanen.
Men nu er byggeriet så langt, at Martin Vester, formand for selskabet Nordmors Erhvervsudvikling ApS, der står som bygherre på projektet, kan sætte dato på rejsegildet.
Nemlig onsdag den 1. april klokken 15, hvor der inviteres på pølser, øl, vand kaffe og kage.
Og alle er velkomne, lyder det fra formanden.
- Vi havde lidt forsinkelser med at påbegynde arbejdet, dels på grund af vejret og dels, fordi vi lige manglede de sidste tilladelser. Men nu er alle tilladelser på plads, vejret er godt og byggeriet af vores nye købmandsbutik følger nu planen, fortæller Martin Vester.
Han regner med, at der står et færdigt råhus i uge 26 - altså i slutningen af juni.
- Og så snart råhuset er bygget, begynder vi med at montere interiøret i butikken hen over sommeren, fortæller Martin Vester.
Købt inventar fra Fruevej
Købmandsparret Laila Jensen og Ole Pedersen står allerede klar med nyt interiør til butikken.
De har købt inventaret fra den lukkede Spar-butik på Fruevej i Nykøbing, og det er alt lige fra kasseapparater til kølediske med mere.
Det er nu opmagasineret og klar til at blive monteret, når råhuset står klar.
- Det bliver Anpartsselskabet Nordmors Erhvervsudvikling, der kommer til at eje den nye købmandsbutik, som vi udlejer til købmandsbutikkens nuværende og meget dygtige købmandspar, Laila Jensen og Ole Pedersen, der netop har fejret treårs fødselsdag som købmænd i butikken, forklarer Martin Vester.
Mange frivillige i sving
Projektet er blevet mødt med en kolossal interesse fra lokalsamfundet, både hvad angår frivilligt arbejde og indsamling af penge til projektet.
Selskabet har i løbet af de seneste to år, sammen med lokale ildsjæle, sponsorvillige private og lokale erhvervsdrivende, indsamlet de syv millioner kroner, som projektet med byggeriet af byens nye købmandsbutik kommer til at koste.
- Vi kan stadig bruge lidt penge til etablering af p-pladsen, så vi er stadig åbne for, at man kan tegne anparter i projektet, lyder det fra Martin Vester.
Listen af frivillige fra lokalområdet, der vil give en hånd med, blev hurtigt lang.
Lige nu har koordinator for det frivillige arbejde, Poul Roesen omkring 60 frivillige på listen.
- Vi er utroligt glade for den store interesse, som vi møder her i lokalsamfundet for at få vores købmandsbutik op at køre. Og ikke mindst vil vi sende en tak til alle de frivillige, der giver en hånd med under selve byggeprocessen, siger Martin Vester.
- Og der er stadig plads på listen, hvis man vil give en hånd med og melde sig som frivillig til opgaver, lige fra at bage kage og lave kaffe, til hjælp med forskellige former for forefaldende byggearbejde under hele byggeprocessen, tilføjer han.
Men lige inden påske onsdag den 1. april klokken 15, er alle velkomne til at komme og kigge på byggeriet.
Her kan man være med til rejsegildet lyder invitationen for formanden og købmandsparret af butikken, der fortsætter som en Min Købmand-butik under kæden Dagrofa.