670 Thisted-børn går solsikre på sommerferie
Skygge, solhat og solcreme. 670 børn i Thisted er ekstra godt klædt på til sommerferie med de tre solråd i frisk erindring. De har nemlig leget sig solsikre med kampagnematerialet SolSikker, hvor børnehaver og legestuer lærer om solbeskyttelse.
På landsplan har 46.000 børn deltaget i kampagnen i år, skriver Børneulykkesfonden i en omtale.
Det er for niende år i træk afholder Børneulykkesfonden og Derma kampagnen SolSikker, som inspirerer børnehaver til en sjovere læring om solbeskyttelse og god adfærd i solen.
Sjovt at blive solsikker
I Thisted har de 670 børn danset, sunget og leget sig solsikre med den gratis solpakke. Pakken består af en række aktivitetslege, sange, danse, solcreme fra Derma, vendespil, minibøger om Sille Solhelt, tegninger til farvelægning, solsikkefrø, en badebold og meget mere.
- Læringsmaterialet er udviklet af en pædagogisk konsulent for at sikre, at det passer til børnenes udvikling. Det skal være sjovt og lærerigt, for sådan klæder vi bedst de små på med gode solvaner, siger Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.
Ekstra høj beskyttelse
Selvom den officielle anbefaling i Danmark lyder på minimum faktor 15, er en højere solfaktor nogle gange nødvendigt.
I år, hvor UV-indekset er ekstra højt, er det for de fleste mere end hvad vores lyse hud er vant til og kan klare. Derfor kan det være nødvendigt at vælge en højere solfaktor. Samtidig er der stor forskel på hudtyper, og for børn med ekstra sart, lys eller fregnet hud kan det også være nødvendigt at gå yderligere op i solfaktor, selvom barnet opholder sig i Danmark.
- Målet med SolSikker-kampagnen er, at vi husker børn, forældre og det pædagogiske personale på vigtigheden af solbeskyttelse. Gennem sjove lege og aktiviteter lærer børnene om de tre solråd og vi håber, at mange danske børnefamilier går sommerferien i møde med gode solvaner helt frisk i hukommelsen, siger Mette Bohnstedt, marketingchef i Derma.