Seneste nyt
Billede beskrivelse

GNAGS siger farvel efter 60 år - her er sidste chance for at opleve dem i Nordjylland

24. august 2026 kl. 09.01

AALBORG: Efter 60 år på landevejen har GNAGS besluttet at sætte punktum.

I foråret 2027 tager bandet på sin sidste turné under navnet GRANDE FINALE, og fredag 9. april kommer turen til Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor GNAGS spiller i Aalborghallen.

Det oplyser AKKC i en pressemeddelelse.

Allerede under bandets sidste festivaloptræden på årets Smukfest fortalte Peter A.G. fra scenen, at publikum ikke længere kommer til at opleve GNAGS på landets festivaler.

Nu står det klart, at de kommende indendørs koncerter også bliver bandets endelige farvel efter en karriere, der begyndte tilbage i 1966.

Seks årtiers sange med til Aalborg

Ifølge AKKC kommer afskedskoncerterne til at spænde over hele GNAGS' karriere.

Gennem årene har bandet blandt andet stået bag sange som Mr. Swing King, Vilde kaniner, Den dejligste morgen, Kærester, Lav sol over Århus og Danmarks-sangen.

Selvom afskedsturnéen bliver afslutningen på GNAGS' mange år på landevejen, er bandet endnu ikke færdigt med at udgive ny musik.

Den 4. september udkommer albummet KNARK, som dermed bliver et af de sidste nye kapitler inden den afsluttende turné.

- Vi har spillet på stort set alle spillesteder, festivaler og i enhver hal i Danmark siden 1966. Jeg ville ønske, vi kunne komme hele vejen rundt, men må erkende, at 60 år på landevejen som omrejsende har sat sine spor, siger Peter A.G. i pressemeddelelsen.

Derfor har bandet valgt at samle afskeden på nogle af landets største scener.

- Derfor koncentrerer vi os om landets største arenaer, hvor mange mennesker nemt kan komme til og opleve en forrygende afslutning. Så vi kan sige ordentligt farvel til hinanden. Og mon ikke der også dukker gæster op? siger Peter A.G.

Billetsalget til koncerten i Aalborghallen åbner fredag 28. august klokken 10. Billetterne koster 655 kroner inklusive gebyr. Koncerten finder sted fredag 9. april 2027 klokken 20.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste