Betina er medarbejder nummer 300: - Vi er så klar
THY: Sparekassen Thy har passeret en milepæl samtidig med åbningen af sin nye afdeling i Aalborg.
Her er Betina Lynnerup blevet sparekassens medarbejder nummer 300.
Den nye afdeling åbner i Vingaardsgade på en adresse, hvor der gennem årtier har været pengeinstitut, senest Arbejdernes Landsbank.
Afdelingen får 10 nye medarbejdere med afdelingsdirektør Christian Enemark i spidsen.
Det oplyser Sparekassen Thy i en pressemeddelelse.
Betina Lynnerup er en af de 10 medarbejdere og skal arbejde som privatrådgiver.
- Den tætte dialog og mødet med kunderne er noget af det, der tiltaler mig ved at arbejde i Sparekassen Thy. Selvom vores team i Aalborg er helt nyt, er det et hold med en stor og bred erfaring, og vi er så klar til at tage imod nye som gamle kunder, siger Betina Lynnerup.
Vokset med 129 medarbejdere
Åbningen i Aalborg sker samtidig med, at Sparekassen Thy gennem de seneste år har øget antallet af ansatte.
Siden 2022 er der kommet 129 nye medarbejdere til, og fra 1. september vil sparekassen have i alt 314 ansatte.
- Vi er vokset fra at være lokale til at være regionale i et tempo, hvor vi har kunnet holde fast i alt det, vi er gode til. Det kan vi, fordi vi vokser af lyst og ikke af nød, og at vi ønsker at udvikle Sparekassen Thy, siger direktør Ole Beith.
Ifølge direktøren skal væksten fortsætte, samtidig med at sparekassen vil fastholde den lokale tilknytning og personlige rådgivning.
- Vi vil gerne vokse, men vi vil vokse på en måde, hvor vi stadig er tæt på kunderne og lokalsamfundene. Det er en vigtig del af vores måde at drive sparekasse på, siger Ole Beith.
Sparekassen Thy har ifølge pressemeddelelsen omkring 1600 eksisterende kunder i Aalborg.
De får med den nye afdeling mulighed for at blive tilknyttet den lokale afdeling, som samtidig skal tage imod nye kunder.