Roserne har regnet ned: Nu er næste års festival næsten udsolgt
AGGER/KRIK: Både under og efter den første udgave af musikfestivalen Darling Festival på Krik Vig Camping midt i august, har roserne regnet ned over arrangøren Mikael Andersen, hans ansatte eventmanager Tine Andresen og hele festivalens stab af frivillige.
At Darling Festival blev en kæmpe succes set med de to tusinde gæsters øjne, er i den grad også smittet af på forsalget til næste års nummer to.
På blot tre dage har over 1600 benyttet sig af et Early Bird-tilbud om at være med i august 2027.
- Et er at sætte en ny musikfestival i søen, noget andet at lykkes med den i en grad, så gæsterne står i kø på den her måde for at sikre sig en billet til den version to, som først finder sted om et år. Det er fuldkommen vanvittigt og så megafedt, at vi næsten ikke kan få armene ned. Med plads til 2000 gæsterne, har vi allerede nu solgt over 80 procent, så lige nu tyder det på, at vi inden længe går udsolgt, siger Mikael Andersen.
Med andre ord, kan det hurtigt blive for sent at beslutte sig, hvis man vil med, men også for sent at sikre sig overnatning på campingpladsen.
- Hygge og god stemning er ord, som har været gennemgående i de roser, vi har fået. Både hyggen og stemningen på festivalen, men også ude på campingpladsen. At kunne overnatte på den anden side af festivalhegnet finder mange også så praktisk, at samtlige hytter og en stor del af pladsens enheder allerede er booket til næste år. Så har man lyst til at være med i fællesskabet på Darling Festival og samtidig overnatte på campingpladsen, kan jeg kun opfordre til at træffe en hurtig beslutning, smiler Mikael Andersen.
Darling Festival 2027, finder sted fredag og lørdag 13. og 14. august med Lis Sørensen, Tøsedrenge Tur - Michelsen & Bramsen, Tue West, Erann DD, Madsen, Fætters, Fyr & Flamme og Nikolaj & Piloterne på programmet.