Vejrudsigt tvinger skate-event til omlægning
KLITMØLLER: Weekendens vejrudsigt får arrangørerne bag Thy Open til at ændre programmet.
Alle fredagens aktiviteter flyttes til lørdag, hvor publikum nu kan se frem til en endnu større dag fyldt med skate, fællesskab og oplevelser.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Sommeren er ingen garanti for tørvejr – heller ikke i Thy. Det har arrangørerne bag Thy Open måttet tage højde for. De lokale skate-entusiaster går dog ikke glip af oplevelserne. Fredagens aktiviteter, som primært er målrettet børn og unge, flyttes til lørdag, hvor programmet udvides med en lang række aktiviteter.
Lørdagen var oprindeligt reserveret til den ikoniske hovedkonkurrence på Klitmøller Landingsplads.
Nu suppleres programmet med blandt andet "Pimp dit bræt", workshop og skatebingo med skate-crewet Stormkragerne samt konkurrencer for deltagere under 15 år.
Dermed er der aktiviteter for både børn, unge og voksne. Dagen afsluttes med efterfest på Stalden i Klitmøller.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, men sådan er vilkårene, når arrangørerne insisterer på at vise Thy frem under åben himmel, siger medarrangør Kristian Kjøller fra Friends of Cold Hawaii.
Han sender samtidig en opmuntring til de mest ivrige skatere:
- Ramperne står klar på Landingspladsen allerede fredag, så for dem, der ikke kan vente, er det bare at give den gas mellem regndråberne.
Lørdagens aktiviteter begynder kl. 12.00, og det er gratis for alle at deltage.