Nyt tilbud i Thy: Preben lejer bokse ud til private og firmaer
GL. BEDSTED: Siden 1. august har private og firmaer fået en ny mulighed for at få opbevaret bohave, maskiner, containere og alt mulig andet.
Det nye tilbud, PG Boksudlejning, står Preben Gregersen bag. Han har købt det gamle smedeværksted i Gl. Bedsted og vil bruge hallerne til at indrette bokse i forskellige størrelser og ligeledes tilbyde at opbevare maskiner, containere og lignende på den grusbelagte gårdsplads.
- Jeg driver i forvejen et vikarbureau, hvor jeg lejer min arbejdskraft ud, men samtidig har jeg også gang i egne projekter. Og projektet med at leje opbevaring ud til private og firmaer, har jeg længe haft i tankerne for jeg ved, at andre udbydere af opbevaring i lokalområdet, har ventelister, siger han.
Sammen med sin samlever, Marianne Larsen, der skal stå for administration og bogholderi, og Mariannes far, den pensionerede tømrer Per Larsen, har de den første måned haft travlt med at få lavet bokse og markedsført det nye tilbud.
- Indtil videre har vi, det vil sige primært Per, bygget omkring 30 bokse i størrelser fra to kvadratmeter og op til 20 kvadratmeter, og vi har allerede lejet en god del ud, siger Preben.
Løbende vil Preben udvikle på PG Boksudlejning efter behov og efterspørgsel, herunder størrelser på boksene.
- Vi lægger vægt på den gode service og fleksibilitet. Vi bor selv lige i nærheden, så opstår der et akut behov for at leje en boks, så er vi ikke dem, der går hjem klokken 16 med besked om at komme igen næste morgen, smiler Marianne.
Lejer man en boks, får man udleveret en nøglebrik og kan frit komme og gå alle ugens dage fra 6-22. På pgboks.dk kan man få yderligere info og lejepriser.