Billede beskrivelse

Nu sker det: Jesperhus indvier ny attraktion til 10 millioner

06. juni 2025 kl. 06.01

MORS: Lørdag den 6. juni byder Jesperhus Blomsterpark til indvielse af deres nye attraktion Jesper Geds Hus. 

Det er et projekt, som har været to år undervejs, og som er en investering på 10 millioner kroner. Projektet er udviklet af Jesperhus eget kreative team med Simon Overgaard i spidsen, skriver ferieparken i en pressemeddelelse.

Jesper Geds Hus er en kombination af et nyt univers bygget op omkring ferieparkens egen figur Jesper Ged, der siden 2023 har taget børnene med storm, og så en ny scene til ferieparkens store børneshows.

Omdrejningspunktet i den nye attraktion bliver Jesper Geds Hus, der sammen med scenen skal give en bedre publikumsoplevelse.

- Vi har længe arbejdet på at forbedre publikumsoplevelsen af vores store shows, hvor det måske kan være svært at se og høre, når der er fyldt i Blomsterparken. Derfor har vi nu bygget et udendørs amfiteater lignende område med plads til cirka 1.600 publikummer, der er placeret i niveauforskelle, så udsyn og lydoplevelsen bliver bedre, fortæller CEO Henrik Munksgaard, Jesperhus.

Borgmester holder tale

På lørdag bliver Jesper Geds Hus så indviet.

Klokken 10.30 spiller Morsø Garden march mod scenen, mens gæsterne kan sætte sig tilrette ved scenen.

Her går det store sceneshow i gang klokken 11, hvor der bliver holdt tale af borgmester Hans Ejner Bertelsen og CEO Henrik Munksgaard, Jesperhus. Derefter overtager Dr. Træls og Dino scenen.

Til sidst klippes snoren klokken 11.15 til musik af Morsø Garden.

Når snoren er klippet bliver der adgang til Jesper Geds Hus, som er et seks meter højt hus, der blandt meget andet er udstyret med en lang rutsjebane. Tanken bag projektet er, at huset skal være en attraktion i sig selv på samme måde som Zig & Zags Abeland er det.

Derudover kommer huset og scene til at danne ramme om de populære udendørs shows, der bliver afviklet, hvor der også bliver lanceret mange nye og spændende aktiviteter i fremtiden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste