Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kunstdage ved Limfjorden blev en stor succes

01. juli 2026 kl. 12.02

NYKØBING MORS: Kunstdage ved Limfjorden har sat et markant aftryk på Limfjordsområdet. Den første samlede evaluering viser stor interesse fra både besøgende og deltagende kunstnere.

Det skriver Destination Limfjorden i en pressemeddelelse.

I løbet af de fire dage i Kristi Himmelfartsferien registrerede de 33 deltagende kunstnere tilsammen mere end 3.500 besøg. 

Samtidig peger evalueringen på, at mange gæster kom langvejs fra og kombinerede kunstoplevelserne med overnatninger, restaurantbesøg og ophold i området.

Skive, Struer og Nykøbing Mors bidrog desuden med en række særlige kunstevents og aktiviteter, som skabte et stærkt samspil mellem kulturoplevelser og byliv – til gavn for både gæster og lokale erhvervsdrivende.

Billede beskrivelse

- Kunstdage ved Limfjorden viser, at kunst og kultur kan være en stærk drivkraft for turismen, og at events kan være med til at løfte en destination. Vi har nu fået etableret et stærkt fundament og udarbejdet en femårig udviklingsplan for arrangementet, siger Rasmus Friis Sørensen, direktør i Destination Limfjorden, som står bag Kunstdage ved Limfjorden.

- Samtidig skaber eventen aktivitet i lokalområdet og understøtter både overnatningssteder og restauranter. Det er en gevinst for hele området, tilføjer han.

Købestærke gæster og nye kunder

Evalueringen viser også, at arrangementet tiltrak en engageret og købestærk målgruppe.

Kunstnerne oplevede mange nye besøgende, som brugte tid på dialog om kunsten og i flere tilfælde også købte værker. Det har skabt en samlet meromsætning på mere end én million kroner hos de deltagende kunstnere.

Samtidig fremhæver kunstnerne, at mange af gæsterne var nye ansigter, som de ikke tidligere havde mødt.

Kunstdagene blev understøttet af en omfattende markedsføringsindsats fra Destination Limfjorden med blandt andet en trykt kunstguide, annoncering, pressearbejde og kampagner på sociale medier.

Billede beskrivelse

Kunstnernes engagement baner vejen frem

Projektleder Jeanette Lund Houe glæder sig især over kunstnernes store engagement.

- Det har været fantastisk at opleve kunstnernes opbakning. De har taget ejerskab, bidraget aktivt og gjort en stor indsats for at skabe gode oplevelser for gæsterne. Evalueringen viser også, at de allerede nu ser frem til at åbne dørene igen næste år. Ambitionen er, at Kunstdage ved Limfjorden bliver en tilbagevendende begivenhed, som vokser år for år og bliver en fast del af områdets kultur- og turismetilbud, siger hun.

Arbejdet med næste års udgave går allerede i gang efter sommerferien.

Et af fokusområderne bliver et endnu tættere samarbejde med områdets overnatningssteder og restauranter, så kunstoplevelser og ferieophold i endnu højere grad kan tænkes sammen. 

Samtidig er ambitionen at få endnu flere kunstnere fra Limfjordsområdet med.

Kunstdage ved Limfjorden er støttet af kommunerne Skive, Struer og Morsø samt LAG Struer-Holstebro, LAG Skive-Viborg, LAG Thy-Mors og LAG Småøerne.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste