Gratis koncerter og børneshows venter i Nykøbing
NYKØBING MORS: Mors Handel gentager endnu engang den populære sommertradition ByNight.
Det sker hver onsdag i skoleferien, når Nykøbing Mors bliver fyldt med liv, musik, shopping og aktiviteter for hele familien.
Byens butikker holder åbent med sommerudsalg og gode tilbud, mens kræmmermarkedet breder sig over Klostertorvet og Lilletorv.
Samtidig byder programmet på gratis børneshows, livemusik og masser af sommerstemning, skriver Mors Handel i en pressemeddelelse.
På Kirketorvet kan børnene hver onsdag fra kl. 11.00 til 13.30 prøve Børnenes Trafikskole, hvor de lærer om trafiksikkerhed gennem leg og aktiviteter.
Stemningsfuld aftensang
Aftenen afsluttes traditionen tro med stemningsfuld aftensang i kirken kl. 20.15.
- Det bedste ved ByNight er, at hele byen summer af liv. Lokale og turister mødes i gågaden, børnene hygger sig med aktiviteterne, og mange bliver hængende til musik og sommerstemning langt ud på aftenen.
- Samtidig besøger de byens butikker, som holder åbent med sommerudsalg og gode tilbud. Det er præcis den stemning, vi ønsker at skabe, og som har gjort ByNight til en af sommerens hyggeligste traditioner i Nykøbing, siger handelschef Lisbeth Thrysøe fra Mors Handel.
Sommeren rundes af i uge 32, hvor Mors Handel igen inviterer til Lokalt Gadekøkken på Pakhustorvet.
I tre dage fyldes området med streetfood, lokale specialiteter, musik og masser af sommerstemning.
Der er gratis adgang til alle aktiviteter, og Mors Handel glæder sig til at byde både lokale og turister velkommen til endnu en sommer med shopping, oplevelser og hyggelige stunder i Nykøbing Mors.