Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nu åbner unge Pipper sit eget webbureau på Mors

01. juli 2026 kl. 16.03

NYKØBING: For et halvt år siden blev den 21-årige Jonas Pipper berømt med omtale i både DR, The New York Times og Der Spiegel, da han sammen med Malthe Hensberg udviklede appen UdenUSA.

Den hjalp danskerne med at finde varer uden amerikansk oprindelse, da trenden var på sit højeste.

Erfaringerne og momentet brugte han som springbræt til at skabe moderne, prisvenlige hjemmesider og webløsninger lokalt på Mors.

Og nu tager han springet og åbner sit eget webbureau - Vocato Studio - i Business Parken i Nykøbing Mors. 

Han tilbyder lokale virksomheder professionelle, skræddersyede hjemmesider - udviklet og driftet på Mors.

Masser af dygtige virksomheder

Med Vocata Studio behøver lokale virksomheder ikke længere at kontakte bureauer i de store byer for at få en moderne hjemmeside, der passer til netop deres forretning. 

Vocata Studio tilbyder noget lidt anderledes end de fleste webbureauer. 

Virksomheder kan se et gratis udkast af deres hjemmeside, inden de beslutter sig.

Det fortæller han i en pressemeddelelse.

- Mors har masser af dygtige virksomheder - de fortjener en hjemmeside, der matcher kvaliteten af det, de laver, og en lokal partner til at bygge den, siger Jonas Pipper.

Lokale samarbejder

Han har allerede arbejdet med flere lokale virksomheder - blandt andre Fjord Bryggeri og Destilleri.

- Vi har brugt Vocata Studio til at designe ny hjemmeside og webshop. Jonas var professionel og vidende fra start til slut. Han var lydhør overfor vores ønsker samtidig med, at han havde fremragende inputs at byde ind med, siger Niels Otto Skærbech, direktør hos Fjord Bryggeri og Destilleri.

Det nære samarbejde er vigtigt for Jonas Pipper.

- Vi sidder tæt på vores kunder. Når noget skal laves om eller opdateres, er vi ikke svære at få fat i, siger han.

Vocata Studio tilbyder hjemmesider, webshops og digitale løsninger til virksomheder på Mors og omegn. 

Jonas Pipper samarbejder med et netværk af freelancere, der dækker hele spektret - fra enkle hjemmesider til de mere komplekse projekter.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste